VIBORG FF VENTER PÅ SØNDAG

06.04.2023 06:56

Søndag venter sæsonens tredje kamp mod Viborg FF. Det er første gang vi mødes i Mesterskabsspillet i 3F Superligaen.

Søndag den 9. april gælder det en udekamp, som efterhånden er blevet en lille klassiker. Der har i hvert fald været mange dramatiske kampe mod Viborg gennem tiderne. For eksempel et dramatisk comeback, hvor vi i 1. division vendte et truende nederlag til sejr i overtid.

Eller i Aarhus, hvor vi inden for kort tid spillede to velbesøgte kampe i foråret 2017 om overlevelse i 3F Superligaen.

Der var da også en gang, hvor man talte om Viborg FF som vores ”onde ånd”, men de tider er for længst forbi efter vi i de senere sæsoner har haft nogenlunde styr på de grønne fra domkirkebyen.

Seneste tur til Viborg var i november, hvor vi spillede 1-1 og da vi vandt vores kamp i Aarhus i denne sæson med 3-1, er vi ubesejret i denne sæsons kampe mod Viborg FF. Og er faktisk det hold i 3F Superligaen, der har scoret flest point mod de grønne, som jo har gang i en flot sæson, hvor de kommer ind til kampen som nummer tre - fire point foran os på fjerdepladsen.

I de senere år har vi spillet en del lige kampe i Viborg, hvor det blot er blevet til to nederlag over de seneste ti kampe. Set både ude og hjemme har begge hold vundet tre kamp hver og altså spillet fire uafgjorte hen over de seneste ti Superliga-kampe.

Det er vores 3F Superliga-kamp mod Viborg nr. 55 på søndag. Den første kamp blev spillet i september 1993, hvor vi vandt 6-0 og den seneste altså på Energi Viborg Arena i november, hvor det blev 1-1.

Vi kommer ind til kampen som ubesejret i de seneste seks kampe, mens Viborg FF vandt en flot 3-0 sejr i Brøndby i deres seneste runde, men ellers har måtte se sig slået to gange i 2023 indtil nu. Viborg spiller torsdag pokalkamp mod AaB inden søndagens kamp.

Det er vores første kamp mod Viborg FF i Mesterskabsspillet, hvor vi tidligere har mødt dem i nedrykningsspillet. Men nu gælder det altså en kamp i den sjove ende af tabellen, hvor vi med en sejr kan hale godt ind på top tre i 3F Superligaen.

Der er godt gang i billetsalget på udebaneafsnittet som er blevet udvidet til søndagens kamp med et familieafsnit og flere pladser generelt. Så tag med til Viborg på søndag. Billetter via linket herunder.

Dyk også ned i vores gamecenter her for mere om kampen >>>

Og her guider vi til en tur til Viborg på søndag >>>