TRYK PÅ BILLETSALGET TIL SLAGET I PARKEN PÅ SØNDAG

28.09.2022 07:50

Nedtællingen til kampen mellem landets to største byer på søndag er godt i gang. Og der er rift om billetterne på AGF-afsnittet, hvor vi nu nærmer os 1500 solgte.

Er der noget, der kan trække folk til i hovedstaden, så er det, når Aarhus kommer forbi. I hvert fald er der stor interesse for søndagens store kamp mellem Aarhus og København, når vi møder FC København i Parken søndag den 2. oktober k. 18.

Allerede i fredags fortalte FC København om en stor interesse for kampen, hvor udebaneafsnittet er blevet udvidet til fordel for det århusianske publikum. Og her bag det ene mål i Parken ser det ud til, at der bliver mange AGF'ere til kampen.

Således var der onsdag formiddag solgt godt 1.500 billetter til udebaneafsnittet. Men afsnittet er udvidet, så der er stadig pladser at få. Man køber sin billet her >>>

Med den store interesse for kampe anbefaler vi at man ikke venter alt for længe med at få købt sin billet, hvis man skal med holdet i Parken på søndag.

Her ser truppen frem til den store opbakning >>>