FUTURE CUP: MÅLRIG DELER I BRØNDBY

22.09.2022 13:30

Hele seks mål blev der scoret på en halvleg i dagens Future Cup kamp i Brøndby. Tre til hvert hold. Og så endte kampen 3-3.

I landsholdspausen er der blevet afviklet endnu en runde i den nye turnering, Future Cup som fra denne sæson har erstattet Reserveligaen. Man kan læse mere om den nye turnering her, hvor der nu er en regel om, at der kun må være fem spillere på banen over 21 år. Derfor er det nogle unge hold, der møder hinanden.

Således også i dag, hvor vi var rejst til Brøndby Stadion med en trup med en del U19 spillere, som kunne få værdifuld kamperfaring. Vi havde nu også god erfaring med, da blandt andre Sebastian Grønning, Alexander Munksgaard, Gift Links og Anthony D Àlberto startede inde for os.

På mål havde vi unge Jonathan Hutters som straks fra kampens start kom i arbejde med en god redning på en farlig mulighed til Brøndby IF.

I 1. halvlegs indledning var det hjemmeholdet, der var mest på bolden og Brøndby havde da også sine muligheder. Men det havde vi bestemt også, hvor blandt andre Adam Daghim skabte flere gode situationer fra sin venstrekant.

I forsvaret dirigerede Alexander Munksgaard defensiven fint sammen, tacklede stærkt og forsvarsspilleren kom også i den anden ende til et par chancer efter et par gode standard-situationer fra vores side.

Munksgaard fik også noteret sig for en fin aflevering i første halvleg, da han fandt Sebastian Grønning som i Brøndby-feltet first-timede sin afslutning lige over mål.

De gule var flere gange ved at blive farlige i omstillinger, mens vi havde bedre styr på værterne i det etablerede spil. Og når BIF så kom i gennem, tog U19 målmand Jonathan Hutters fra i vores mål - det var blandt andet den unge målmands fortjeneste, at hjemmeholdet ikke kom på tavlen i første halvleg.

Det gjorde vi så heller ikke, så ingen mål til nogen af holdene i en til tider intens og ganske underholdende første halvleg.

2. halvleg
I anden omgang fortsatte underholdningen og her kom også målene. Desværre først til hjemmeholdet som kom bedst ud af omklædningen fra pausen og allerede efter der var spillet to minutter kunne de bringe sig foran. Og hjemmeholdet kom kort efter ovenikøbet på 2-0 - ikke nogen rar start for gutterne efter en ellers fin første halvleg.

Men så tog Jelle Duin og Sebastian Grønning over. Først Jelle Duin efter et indlæg og lige som hjemmeholdet, så scorede vi igen hurtigt efter. Den her gang var Grønning på plads i feltet og kunne udligne efter endnu et fint indlæg.

Et flot hurtigt comeback af gutterne, hvor vi svarede godt igen på Brøndbys føring med et stærkt duelspil og flere gode indlæg. Og i det hele taget var styrken og ivrigheden på midten af banen med til at vende kampen til vores fordel i anden halvleg.

Efter et hjørnespark efter små 70 minutter kom vi så også foran, da bolden efter lidt roderi endte hos Jelle Duin som kunne bringe os på 2-3. Og nu var det pludselig os med forhånden. Den blev dog ikke udnyttet og med ti minutter igen trak en af hjemmeholdets bedste, Marko Divkovic på tværs af vores felt og sparkede bolden i mål i det korte hjørne til 3-3 efter en hæsblæsende anden omgang af en meget underholdende Future Cup kamp.

Trods ihærdige forsøg fra begge hold kom der ikke flere mål og dermed sluttede kampen 3-3. Vi forventer at kunne vise højdepunkter fra kampen fredag.

Den første hjemmekamp i den nye turnering er i øvrigt den 24. oktober, hvor Viborg FF kommer på Ceres Park. 

AGF’s startopstilling i dagens Future Cup kamp:

Jonathan Hutters, Alexander Munksgaard, Oliver Olsson, Jacob Andersen, Anthony D Àlberto, Asker Beck, Benjamin Hvidt, Gift Links, Jelle Duin, Sebastian Grønning, Adam Daghim

På bænken: Martin Mai, Jing Reec, Lasse Madsen, Andreas Nybro, Asger Hemmer