FRA RESERVELIGAEN TIL FUTURE CUP

05.08.2022 07:07

Efter 15 år med Reserveliga, skal vi nu vænne os til navnet Future Cup, som fra denne sæson erstatter Reserveligaen. 

Ændringen fra reserveliga til Future Cup, er en del af en større strategi der skal styrke dansk talentudvikling, og nærmere specifikt transitionen mellem ungdomsfodbold og seniorfodbold.

Helt konkret betyder det, at der i den nye Future Cup nu kun må være fem spillere over 21 år i kamptruppen.

I den nye Future Cup vil der blive spillet efter den såkaldte ”Swiss Model”, som betyder at vi og de 14 andre deltagende hold deltager i den samme tabel, præcis som vi kender det fra 3F Superligaen. Forskellen er dog at alle hold ikke møder alle. Vi vil altså kun møde seks af de deltagende hold. 

Alle 12 3F Superligaklubber deltager i turneringen sammen med Sønderjyske, Vejle og Esbjerg. Kampprogrammet laves ud fra fem seedningslag, som laves ud fra en 50/50 vægtning af klubbernes placering i DBU’s licenssystem, samt klubbernes tabelplacering i den seneste sæson. Hver klub møder to klubber fra eget seedningslag, samt en klub fra de fire øvrige seedningslag.

Vores første kamp er en udekamp mod Esbjerg FB den 12. september klokken 14.00. Første hjemmekamp lader vente længere på sig, og ligger således først den 24. oktober hvor Viborg FF kommer en tur til Aarhus.

Hele vores program kan ses på DBU’s hjemmeside.