FCN VENTER I CERES PARK EFTER WEEKENDEN
03.09.2022 08:15
Der er lagt op til en spændende kamp på mandag, hvor det gælder vigtige point i toppen af 3F Superligaen mod FC Nordsjælland.
Mandag aften gælder det runde 8 i 3F Superligaen, når det øjeblikkelige førerhold - FC Nordsjælland kommer til Aarhus til en spændende kamp om vigtige point i toppen af tabellen. Afhængig af rundens andre resultater kan vi med en sejr rykke op på førstepladsen i 3F Superligaen.
Så holdet får brug for alt den opbakning de kan få fra et flot besøgt Ceres Park, hvor vi forventer et besøg på op mod 12.000 fans på lægterne, der håber at kunne heppe holdet frem mod en fortsat ubesejret stime i Ceres Park, hvor vi ikke har tabt siden 24. april.
Seneste kamp mod FC Nordsjælland i Aarhus var også sidste sæsons sidste hjemmekamp, hvor vi spillede 2-2. Gift Links og Patrick Mortensen stod den gang bag de århusianske scoringer. Siden har Mortensen fortsat den gode målstime og står noteret for fire mål i denne sæson indtil nu.
Og mål bliver der nok igen på mandag, for de tre seneste kampe mod FCN er endt ganske målrige med 13 mål i de senest tre kampe. Set over de seneste fem kampe mod FCN er det blevet til to sejre til hvert hold og tre uafgjorte kampe.
FCN kommer til Aarhus efter en sejr over FC København, mens vi som bekendt måtte lide det første nederlag i et stykke tid, da vi sidste fredag tabte i Horsens.
Alligevel ligger de to hold ganske lige i tabellen, hvor vi altså med en sejr vil komme op på siden af FC Nordsjællands 16 point, der lige nu rækker til en førsteplads i 3F Superligaen.
Dyk ned i flere tal fra kampen og se højdepunkter fra de seneste kampe her.
Igen over 10.000
Vi har i denne sæson indtil haft et tilskuersnit i Ceres Park på over 11.000. Det ser ud til at fortsætte på mandag, hvor interessen for kampen er stor. Således forventer vi op mod 12.000 fans til kampen mod FC Nordsjælland.
Men der er stadig billetter tilbage. De kan købes her >>>>
Husk opfordringen til at tage halstørklædet med på mandag, så vi kan skabe en smuk ramme om Malaga.
Husk også, at vi mandag får besøg af Vatan Kebaben, der var vældig populær, da vi spillede pokalkamp i torsdags. Den finder man i AL Bank Fanzonen sammen med blandt andet en stor fodbolddartskive, hvor man kan prøve sine præcisions fodboldevner af inden kampen.
AL Bank Fanzonen åbner 17.30. Et kvarter senere åbner vi portene til Ceres Park og så er der ellers kampstart kl. 19.00.