TUREN GÅR TIL LYNGBY
27.10.2022 12:10
Denne weekend tager vi den fjerde og sidste tur over Storebælt i oktober måned. Denne gang er den sjællandske modstander, Lyngby Boldklub, som tager imod os på Lyngby Stadion på søndag den 30.10 kl. 14. Her skal vi forsøge at gentage seneste mødes succes på Ceres Park i august, hvor en langskudsperle fra Yann Bisseck sikrede os tre point i 1-0 sejren over Lyngby. Læs mere om den kommende kamp her >>>
Endnu en gang glæder vi os til se AGF Fans pryde stadion - både de lokalboende fra Sjælland og de fans, der tager turen fra Aarhus. Lyngby Boldklub er så gæstfrie, at de laver en fanzone for AGF Fans, som vil være med aktiviteter for familien, drikkevarer til de tørstige og ikke mindst en århusiansk playliste - bestyret af Sture Sandø.
Køb billetter her.
En voksenbillet koster 120 kr., mens den for børn, studerende og pensionister koster 90 kr. Husk at vælge billetter til udebaneafsnittet, der er på J. Jensen Tribunen, samt en del af Brolægning Sjælland Tribunen. Indgang til stadion er via Indgang 9 – Syd.
Tager man turen til Lyngby med holdet på søndag, er der flere muligheder.
Kommer man i bil til stadion, opfordrer hjemmeholdet til, at man benytter de omkringliggende veje som Sorgenfrigårdsvej, Nørregade, Toftebæksvej og Lundtoftevej, der er gode alternativer til parkering. Mere information om parkeringsforhold og adgangsveje til stadion findes via dette link.
Tager man turen fra Aarhus med tog, kører DSB med InterCity-lyntog 26 fra Aarhus kl. 09:15 og lander i København. Kl. 12_03. Herfra kan man finde videre til S-toget Linje A, der kører 12:23 mod Hillerød St. og standser på Lyngby Station kl. 12:45. Herfra kan man få gang i benene og gå en rask gåtur på ca. 25 minutter. Eller man kan tage busrute 300S til Lyngby Stadion og ankomme i god tid inden kampstart.
Der går også bus fra Aarhus til København. Hvis man er mere til det, kan man med Flixbus tage en direkte bus fra Sønder Allé 08:30 og lande på Københavns Hovedbanegård kl. 12:10 og derfra finde vej til Lyngby. Husk også muligheden med Molslinjen, som man kan benytte både i bil og med bus.
Find mere information på Lyngbys hjemmeside om udebanefans her.
Som normalt arrangerer både Samlet for Aarhus og AGF Fanclub Aarhus ture til udekampen, som man kan læse mere om via deres respektive sociale medier og hjemmeside.
Kampen fløjtes i gang på Lyngby Stadion søndag kl. 14. Kommer man ikke til stadion, kan kampen ses på TV3 Sport.