LYNGBY BOLDKLUB VENTER PÅ SØNDAG
26.10.2022 10:19
Efter næsten to års fravær besøger vi igen Lyngby Stadion på søndag.
På søndag tager gutterne endnu en gang turen over Storebælt til et møde med en sjællandsk modstander, når Lyngby Boldklub venter på Lyngby Stadion søndag den 30.10 kl. 14.
Det er sæsonens andet møde med de kongeblå efter vi i sensommeren vandt 1-0 hjemme i Aarhus på et missil af et mål fra Yann Bisseck. Det kan man gense her – sammen med højdepunkter fra andre tidligere opgør med Lyngby.
Den seneste kamp i Lyngby ligger helt tilbage i efteråret 2020, hvor vi den 8. november vandt 2-1 efter et sent sejrsmål af Jón Thorsteinsson. Og i det hele taget har vi haft et fint tag på Lyngby i de senere år med tre sejre i de tre seneste kampe og kun et enkelt nederlag i de seneste fem kampe. Formår vi at vinde på søndag vil det i øvrigt være første gang siden 1995-1996, at vi vinder fire kampe i træk mod Lyngby.
I alt har de to klubber mødt hinanden i 3F Superligaen 54 gange, hvor vi har vundet 22, 17 har vi tabt, mens de 15 er endt uden en vinder.
De to seneste kampe mod Lyngby er vundet 1-0 i det hele taget scores der ikke så mange mål i opgøret i nyere tid. Kun 13 mål er der lavet i kampene mod Lyngby siden 16/17 sæsonen, hvilket gør kampen til den kamp i ligaen med den laveste scoringsprocent. Tidligere har vi dog noteret os både 5-2 og 7-0 sejre over Lyngby. Så lad os bare få gang i målscoringen igen på søndag.
Tager man turen til Lyngby Stadion søndag kan man finde billetter lige her >>>