FEM NEDSLAG INDEN VIBORG

18.03.2022 06:15

Der er mange gode historier om søndagens kamp i Ceres Park - her er fem nedslag inden Viborg-dysten søndag eftermiddag.

Søndag kalder skoven igen, når 3F Superligaen spiller hjemme mod Viborg FF i den sidste kamp i grundspillet inden slutspillet starter på den anden side af landsholdspausen.

Men inden den pause skal spillerne ud og slutte grundspillet bedst mulig af. Forhåbentlig foran mange fans, når vi holder Studiernes Tribunefest. Er du studerende, så husk at undersøge alt om det arrangement lige her - for du er inviteret med.

Alle andre kan indløse billet her og blive en del af en stor fodboldfest i Kongelunden søndag kl. 14.30. Traditionen tro ser vi nu her frem mod kampen med fem nedslag.

Lang tid siden Viborg var i Aarhus
Det er næsten fem år siden, at søndagens modstandere, senest var på besøg i Aarhus, da vores kommende modstandere har tilbragt et par år i 1. division. Faktisk skal vi helt tilbage til den 28. maj 2017 for at finde det seneste møde i Aarhus, da Viborg FF var i Ceres Park til en drabelig nedrykningskamp, som vi vandt 1-0 foran mere end 17.000 mennesker på et feststemt stadion, der var lykkelig over sejren, som betød en ny sæson i 3F Superligaen.

Scorer Grønbæk igen?
Han har været varm foran mål i de to seneste kampe - den unge Albert Grønbæk, der scorede i seneste hjemmekamp og igen i søndags på udebane i Brøndby. Det er lige så mange som i hans seneste 40 liga-kampe. Måske han finder netmaskerne igen på søndag? I så fald bliver han den AGF-spiller, der siden 2009 har scoret flest mål i den hvide trøje før sin 21-årig fødselsdag.

Over 10.000 igen
11.157, 19.143, 11.038. Der var sidste efterår mange tilskuere på Ceres Park til store fodboldoplevelser, og i årets første hjemmekamp kom vi igen over 10.000 i kampen mod FC Nordsjælland. Og det ser ud til at den gode tendens fortsætter på søndag, hvor billetkontoret melder om stor interesse for kampen og et tilskuerental på over 10.000 igen. Så kom selv i skoven og bliv en del af en stor fodboldoplevelse med mange på lægterne.

Altid mål mod Viborg
Der har ikke været mange mål i de to seneste kampe mod Viborg i Aarhus. To i alt. Men der har trods alt været scoret. På udebane har vi til gengæld underholdt noget mere med en 2-2 kamp og en 4-2 sejr inden for de senere år. Og faktisk skal vi helt tilbage til 2008 for at finde den seneste 0-0 kamp mellem de hvide og de grønne i Aarhus. Så mon ikke også der kommer mål på søndag - forhåbentlig flest til os.

Studiernes Tribunefest
Søndag fejrer i byens studerende, når vi inviterer til Studiernes Tribunefest. Her kan de studerende hygge sig i et eksklusivt pre-match område inden kampe med livemusik og fadøl til SU-venlige priser inden alle er inviteret til kampen. Læs mere her, hvordan du kommer med, hvis du er studerende.