DIN PANT GØR NYTTE

20.03.2022 06:47

I eftermiddag får vi besøg af Pant-for-Pant, der sørger for, at panten fra drikkevarerne omkring Ceres Park kommer i god brug.

Fra nu af så tænk dig ekstra grundigt om, hvor din tomme dåse Top ender, når den er bundet på vej til Ceres Park. For Pant-for-Pant vil rigtig gerne hjælpe dig af med den.

Pant-for-Pant er en nonprofit indsamlingsservice, der giver socialt udsatte et konkret arbejde ved at firmaer, institutioner, organisationer og private donerer deres flaskepant. Og det gør vi nu sammen med jer tilskuere på Ceres Park & Arena.

Pant-for-Pant har en som målsætning, at skabe arbejdspladser for hjemløse/socialt udsatte. Det kan for eksempel være som chauffører og som servicemedarbejdere Og al pant går ubeskåret til uddannelse og lønninger af Pant-for-Pant-medarbejdere og sekundært til drift af biler mv. 

Det er foreningen Hus Forbi, der har etableret Pant-for-Pant som en selvstændig organisation med formålet om at skabe arbejdspladser til hjemløse og socialt udsatte. Typisk vil det være Hus Forbi-sælgere, der ellers ikke har adgang til arbejdsmarkedet, men som her kan få adgang til meningsfuld beskæftigelse på en værdig måde.  

Hus Forbi har med dette initiativ skabt endnu en mulighed for, at mennesker på kanten kan få et reelt arbejde og indgå i samfundet på en konstruktiv måde. Og AGF er stolte af, at samarbejde med Hus Forbi om pant-indsamlingen ved vores kampen og andre aktiviteter i Ceres Park & Arena.

Hold øje med Pant-for-Pants spande rundt om ved Ceres Park i eftermiddag. Brug dem og støt et godt formål.