VÆRD AT VIDE INDEN KAMPEN SØNDAG AFTEN

08.05.2022 06:51

I aften gælder det 3F Superligaens runde 29 på Ceres Park, hvor banen netop er blevet kåret af spillerne til en af de bedste i landet. Den indtages i dag kl. 20 af vores egne gutter og SønderjyskE til en spændende og vigtig kamp i slutspillet.

Her bringer vi lidt information, der kan være værd at notere sig inden kampen.

Billetter
Har man ikke indløst billet endnu, så kan man gøre det her. Husk at hvis man for eksempel er en familie, der overvejer en aftentur i skoven, så tilbyder vi, at hele familien kan komme til fodbold for kun 200 kr. Det er nemlig prisen, hvis man er to voksne og to børn under 15 år, der ser kampen fra vores familietribune (Bravida). Find billetter her.

Godt vejr
Og tager man familien med til fodbold, bliver det på en fin forårsaften med sol og behagelige 14’ grader. Solen går ned kl. 21.12 og forhåbentlig skal vi høre Lav sol over Aarhus efter kampen.

Husk flaget
Vores tilbud om et gratis flag er tilbage i aften. Husk derfor dit flag – og ikke mindst at flage med det – når spillerne løber på banen. Man finder udleveringsstedet lige foran AGF Fanshoppen på et lille område modsat butikken. Tager du et flag, så husk at tage det med hjem og selvfølgelig med igen til næste kamp.

Byens Hold - Byens Musik
Vi er i aften vært for bandet; Little Winther i vores koncertserie; Byens Hold - Byens Musik. Little Winther er et ganske iørefaldende relativt nyt århusiansk band, som er på vej frem. Nu kan du altså høre dem helt gratis i AL Bank Fanzonen inden kampen. De går på kl. 18.45.

Parkering
Husk at man kan parkere ved Jysk Væddeløbsbane bag Ceres Park, som venligt endnu en gang stiller deres sædvanlige parkeringsfacilitet til rådighed. Her kan man fint stille bilen og gå ned til stadion. Udover væddeløbsbanen er der som sædvanligt også ekstra parkeringsmuligheder på Kongevejen tæt på Ceres Park & Arena.

Tid
Kampen starter jo kl. 20. Allerede kl. 18.30 åbner AL Bank Fanzonen og tilbyder gode muligheder for at indtage sin aftensmad. Kl. 18.45 går Little Winther på scenen og samtidig åbner vi portene ind til Ceres Park. kl. 18 åbner AGF Fanshoppen, der også har åben efter kampen.

Vi glæder os til en god aften i Ceres Park. På gensyn!