Kom til sæsonens sidste kamp
19.05.2022 06:52
Lørdag spiller vi sæsonens sidste kamp i 3F Superligaen. Kom i Ceres Park og slut foråret godt af og sig farvel til David Nielsen.
Indrømmet. Der har ikke været meget at fejre i foråret for 3F Superligaen, hvor vi stadig har en sejr til gode i slutspillet. Alligevel har vi dækket op til en fest for fodbolden og fællesskabet, når vi på lørdag den 21. maj spiller årets sidste kamp. Her møder vi FC Nordsjælland i Ceres Park kl. 17 og til trods for det pauvre forår, så håber vi at se mange i Ceres Park, så vi kan slutte godt af sammen.
Med nyheden om cheftræner David Nielsen bliver kampen nu også hans afskedskamp som træner for AGF. Også derfor ser vi frem til at se mange på hjemmebanen til at sende Nielsen godt afsted - forhåbentlig med en sejr.
Vi åbner AL Bank Fanzonen allerede kl. 15, hvor vi har rykket ud foran Ceres Arena. Her bliver der underholdning for hele familien. Blandt andet skal vi nyde den sidste koncert i vores serie; Byens Hold - Byens Musik, hvor vi denne gang kan glæde os til JOSVA, der er et århusiansk up comming navn, som allerede har fået megen airplay på DR og blandt andet har spillet support for L.O.C. JOSVA bevæger sig mellem r’n’b og hiphop, og man kan opleve ham kl. 15.45 på scenen i AL Bank Fanzonen.
Her har vi inden kunne nyde den unge boldkunstner og freestyler Sofie Johansen, der som kun 14-årig er godt på vej frem som freestyler og blandt andet er blevet nr. 3 til DM i debutant-kategorien. Se hvad Sofie kan på hendes instagram her og oplev hende i AL Bank Fanzonen inden kampen på lørdag.
Vi glæder os også til at byde vores sæsonkortholdere velkommen til et særlig tak for nu område, hvor vi - traditionen tro - siger tak for i år og byder sæsonkortholderne på en forfriskning inden kampen.
Og husk endelig, at vi igen uddeler gratis flag til alle, der har lyst til at få et med ind på Ceres Park. Det sker i et område foran AGF Fanshoppen. Har du tidligere fået et flag til en kamp, så tag det endelig med.
Så altså masser at glæde sig til på lørdag, hvor kampen mod FC Nordsjælland starter kl. 17. Og altså for sidste gang med cheftræner David Nielsen i spidsen for vores hold.
Kom ud og sig farvel til David og send holdet godt afsted på sommerferie. På gensyn lørdag.