11.05.2022 05:37
KOM TIL KORT MED AGF
Papiraffald fra AGF bliver til nye kort
Det er højsæson for konfirmationskort og nu kan man få kort til konfirmanden fra AGF som er lavet af 100 procent genbrugspapir. De nye kort er nemlig skabt af det papiraffald som stammer fra AGF’s aktiviteter - fra vores kontorer og printerrum på Ceres Park & Arena.
Dermed kommer vores forbrug af papir til en ny ret som nye flotte kort, der nu kan købes i AGF Fanshoppen - og måske bruges til de kommende konfirmationer. Eller til mange andre gode lejligheder.
Og det var vores egen adm. direktør Jacob Nielsen, der egenhændigt fik afleveret vores papiraffald, så det kunne blive til de nye kort.
Kortene er skabt af Papirværk, der er en innovativ virksomhed som skaber nye produkter baseret på papiraffald. Med Jons Thorup Langelund i spidsen bekæmper Papirværk papirspild og inspirerer forbrugere og virksomheder til en mere bæredygtig fremtid, og alle virksomhedens produkter - som for eksempel vores nye kort - er skabt af 100 procent papiraffald.
AGF’s nye kort er også blevet til helt uden lim, kemikalier og cellulose, der ellers normalt indgår i almindelig papirproduktion. Og er altså skabt af affaldspapir fra AGF selv.
Kortene er nu til salg i AGF Fanshoppen for 29 kr.