AGF GÅR FREM I TALENTVURDERING

BJ — 06.05.2022 15:55

DBU's talentudvalg har i dag offentliggjort licenstildelingen for de kommende to år. Tildelingen bygger på en grundig vurdering af klubbernes talentmiljø - og her kan AGF notere en pæn fremgang i den samlede score - nærmere bestemt fra 70,84 % til 74,84%.

Det er på områderne holdudvikling, individuel udvikling og produktivitet, at fremgangen er opnået. Den samlede talentscore er den sjettehøjeste i landet, men alligevel er AGF indrangeret som nr. 8 i tildelingen. Forvirret? Det er der dog ingen grund til, for det har sin helt naturlige forklaring. Ved ansøgningen valgte AGF - som tidligere udmeldt - at søge til 3,5 stjerne mod tidligere 4 for at undgå en række organisatoriske bindinger, og fravalget af den halve stjerne koster altså to pladser i rangeringen.

- Vi har hele tiden været bevidst om, at vi nok ville gå et par pladser ned i rangeringen, fordi vi valgte at nedskalere det stjerneniveau, vi tidligere er gået efter. Vi er dog glade for, at vi på den samlede score er gået frem, og det fortæller os blot, at de ændringer, vi har foretaget, ikke har haft negativ indflydelse på kvaliteten af vores strukturerede talentarbejde - snarere tværtimod, siger talentchef Jesper Ørskov og tilføjer:

- Vi har ambitiøse målsætninger for vores talentarbejde, og derfor har vi også i de senere år øget vores investeringer betragteligt – både i form af bedre faciliteter, flere ansatte og et større fokus på scouting og rekruttering. Det vil vi fortsætte med, og hvis alt forløber efter planen, forventer vi også senere på året at tage første spadestik til en ny akademibygning på Fredensvang. Vi kanaliserer samtidig også flere ressourcer over i vores samarbejdsklubber for at løfte det generelle niveau i Aarhus, og derfor er vi også enormt glade for, at det er lykkedes for Lyseng at opnå to stjerner og dermed divisionsstatus i U17 og U19, og ligeledes er VSK for første gang blevet tildelt en licens, siger Jesper Ørskov.

Læs også:
Tillykke til Lyseng og VSK >>