KONKURRENCE OM NYT FODBOLDSTADION SKUDT I GANG

20.01.2022 14:00

I dag blev der taget et nyt skridt frem mod et nyt fodboldstadion i Aarhus.

Arbejdet med et nyt fodboldstadion er godt undervejs. I dag fik de seks udvalgte og konkurrerende teams af danske og internationale stjernearkitekter så udleveret det konkurrenceprogram, der skal danne grundlag for deres forslag til et nyt stadion.

Samtidig var de forskellige teams i dag på besøg i Ceres Park for ved selvsyn at besigtige det nuværende fodboldstadion. Her fik de en rundvisning og en fornemmelse af Kongelunden og af placeringen af det kommende stadion, ligesom de deltog i et informationsmøde med repræsentanter fra AGF.

Det omfattende konkurrenceprogram, der kan nærstuderes på Kongelundens hjemmeside, indeholder krav og ønsker til alt fra detaljer som stolerækker og bandehøjder til de helt store temaer som bæredygtighed og arkitektonisk udtryk.

- Det bliver ekstremt spændende at se, hvordan de seks hold hver især kommer til at omsætte konkurrenceprogrammet til et konkret projektforslag. Niveauet hos deltagerne er tårnhøjt, og det samme er vores forventninger til, hvordan de besvarer opgaven og dermed hvilket vinderprojekt, vi senere på året kan præsentere, siger Alvaro Arriagada, der er projektdirektør for Kongelunden, som stadionprojektet er en del af.

Fanpanel

For fastholde fokus på den gode fodboldoplevelse gennem hele processen, vil der nu blive etableret et såkaldt fanpanel, som kan følge processen på tættere hold. Fanpanelet vil - ud over allerede udpegede medlemmer fra AGF’s fanmiljø - også komme til at bestå af en håndfuld århusianere med bred interesse for fodbold. Det bliver muligt for alle interesserede at søge om at blive udvalgt til fanpanelet - hvordan bliver offentliggjort snarest af Kongelundens Sekretariat. Hold øje med deres hjemmeside og sociale profiler, hvis man ønsker at deltage.

Hos AGF glæder adm. direktør, Jacob Nielsen sig over, at de første streger til et nyt fodboldstadion nu kan sættes.

- Med konkurrenceprogrammet er der skabt et godt udgangspunkt for de seks teams, der er udvalgt til at deltage i konkurrencen, og programmet skal nu konkretiseres til et færdigt projekt, der passer til Aarhus, og de ambitioner, vi alle har for byen. For os er det vigtigt, at det bliver et funktionelt velfungerende stadion, der skaber en unik ramme om hele fodboldoplevelsen, og vi glæder os til at se, hvad de seks team kommer frem til, siger Jacob Nielsen.

De seks prækvalificerede hold skal aflevere deres projekt i foråret 2022, hvorefter bedømmelsesprocessen går i gang - eventuelt efterfulgt af en forhandlingsproces. Det er forventningen at kunne udpege et vinderforslag senest i efteråret 2022.