AGF ER PARAT TIL AT SKYDE 100 MILLIONER IND I NYT STADION

19.01.2022 13:00

AGF fordobler økonomisk tilsagn til det nye stadionbyggeri i Aarhus.

De første streger til byens nye fodboldstadion bliver sat i disse dage. Seks internationalt anerkendte arkitektteams dyster om at tegne det nye stadion, og senere på året vil et vinderprojekt blive offentliggjort. Ambitionerne er store, og AGF er nu parat til at skyde endnu flere penge ind i projektet.

- Med de flotte donationer fra Salling Fondene og Lind Invest er der blevet skabt grobund for, at Aarhus kan få et nyt, banebrydende fodboldstadion, og vi har helt fra starten givet tilsagn om, at vi vil bidrage med 50 mio. kroner. Det beløb er vi nu parat til at fordoble, så vi kommer med 100 mio. kroner. AGF har i over 100 år haft hjemmebane for enden af Stadion Allé, og vi vil gerne bidrage til, at byen får et stadion i international topklasse. Og som vi også tidligere har meldt ud, så skal de millioner, vi tilfører, primært øremærkes topmoderne VIP- og konferencefaciliteter, siger Lars Fournais, bestyrelsesformand i AGF A/S.

AGF’s tilsagn om 100 mio. kroner afhænger af, at der findes en fornuftig løsning på en række centrale forhold.

- Det er vigtigt at understrege, at vi endnu ikke har en endelig aftale på plads med Aarhus Kommune. Med de 100 mio. kroner, vi er villige til at skyde ind i projektet, følger naturligvis nogle betingelser, og der er stadig flere centrale forhold, som er uafklarede – blandt andet i forhold til den fremtidige driftsmodel, og hvordan vi løser udfordringen med at afvikle vores kampe, mens byggeriet er i gang. Men vi har en god dialog med kommunen, og vi er fortrøstningsfulde i forhold til at finde en løsning, som alle parter er tilfredse med, og som vil gavne hele byen, siger Lars Fournais, der glæder sig til at se de seks arkitektteams bud på et nyt, banebrydende fodboldstadion til byen.

- Det er et imponerende stærkt felt, der er udvalgt til at tegne byens fodboldstadion, og det bliver en stor dag, når vi senere på året har fundet en vinder og er kommet et stort skridt nærmere det første spadestik.

Byens nye fodboldstadion skal stå færdigt i 2026.

KONCERNPARTNERE