NEDERLAG I ÅRETS FØRSTE RESERVELIGA-KAMP
28.02.2022 13:49
Mandagens reservedyst endte 1-2 til OB.
Mandag var det tid til den første kamp i Reserveligaen i 2022. Her er der lejlighed til at få nogen gode kampminutter i benene for nogen af de spillere, der ikke spillede i weekenden eller fik så mange minutter, ligesom en gruppe U19 spillere også kom i aktion.
På et solbeskinnet Fredensvang var OB på besøg og de to hold gav hinanden en god dyst på Bane 2.
OB kom bedst fra start, da de fik et frispark tæt på vores felt og TK en udvisning. Men forsvarsspilleren slap med en skideballe, da de to hold aftalte at spille videre 11 mod 11. Men efterfølgende blev vi dog straffet, da OB flot udnyttede frisparket til en tidlig føring.
Derefter fik vi presset spillet højere op og efter små tyve minutter stod Oliver Lund placeret det rette sted efter et hjørnespark og kunne udligne til 1-1.
En stilling, der holdt til pausen - selv om blandt andre Dawid Kurminowski havde gode muligheder for at score, men måtte se sig målløs efter et par gode indgreb af den fynske keeper.
I anden omgang kom nogen af de yngre U19 kræfter i spil og de gjorde det ganske fint i en halvleg med chancer til begge hold. OB kom lidt mere på bolden, men når fynboerne kom til chancer, var Daniel Gadegård på plads i AGF-målet. Han kunne dog ikke gøre noget efter en lille times spil, da en OB’er bankede bolden i mål fra kanten af feltet til 1-2.
Midtvejs i 2. halvleg fik vi en gylden mulighed for en udligning ved et straffespark. Desværre reddede OB’s målmand forsøget fra pletten fra Dawid Kurminowski. Og trods et ihærdigt pres mod kampens slutning lykkes det os ikke at få scoret yderligere. Vi havde endda bolden i OB's mål med 10 minutter igen, men scoringen blev underkendt for offside og tættere kom vi ikke på en scoring.
Så forårets første reserveliga-kamp endte 1-2 til OB.
Næste kamp i Reserveligaen er på udebane i Silkeborg i næste uge.