FREDAG VENTER VEJLE

22.02.2022 19:59

Det er en klassiker vi spiller på fredag

Efter den gode sejr i forårspremieren i Sønderjyske gælder det nu snart en ny udekamp i den næste kamp i 3F Superligaen, hvor vi også skal syd på. Dog ikke så langt som til Haderslev, men til Vejle. 

For fredag går turen til Vejle til et spændende møde med Vejle Boldklub i et traditionsrigt møde i dansk fodbold.

Sidste år åbnede vi som nogen måske husker foråret 2021 mod Vejle på netop Vejle Stadion i en kold 0-0 kamp i februar.

I år er det også stadig februar, men denne gang den 25. og kampen spilles kl. 19. Der er stadig billetter tilbage til et udvidet udebaneafsnittet - læs mere om det her >>>

Kampen i februar 2021 er dog ikke seneste møde med VB. Det faldt i september sidste år, hvor vi vandt 1-0 hjemme i Ceres Park, da Mikael Anderson debuterede med en scoring.

Siden har VB bøvlet noget med resultaterne og de kommer ind til kampen som nummer 12 i 3F Superligaen med ni point, mens vi har 24 og skal ud og jagte flere fra vores aktuelle syvende plads.

Set hen over de seneste ti kampe mellem AGF og Vejle Boldklub har vi tabt en enkelt, vundet fem og altså spillet fire uafgjorte, og vi skal helt tilbage til maj 2009 for at finde det seneste nederlag til Vejle for AGF, hvor vi tabte 2-1 i Vejle. Så i 14 ud af de seneste 15 kampe mod VB er vi gået ubesejret fra banen.

Tager vi en sejr på fredag, så vil det være første gang siden februar 2020, at vi vinder tre udebanekampe i træk.

Vi ved af gode grunde endnu ikke om den nyeste tilføjelse til truppen, Jack Wilshere vil være med i kampen. Men en sjov detalje er det, at tre af de seneste fire mål i 3F Superligaen scoret af englændere er scoret af AGF - nemlig af Mark Howard og Adam Eckersley - Wilshere kan så blive den tredje skulle han komme på banen på fredag og også på tavlen. 

Der er kampstart på Vejle Stadion fredag den 25.2 kl. 19. Husk at tjekke ud om der stadig er billetter. Vi forventer et fuldt besat udebaneafsnit - op til 2.300 AGF Fans.