SER FREM TIL AFGØRENDE KAMP LØRDAG
02.12.2022 09:55
Afgørende kamp lørdag eftermiddag for kvinderne i Ceres Park.
Lørdag venter årets sidste kamp, når AGF Kvindefodbold tager i mod FC Nordsjælland i Ceres Park i hvad der er blevet noget af en finale.
For med en sejr kan holdet sikre sig plads i forårets medaljeslutspil, hvor i mod et nederlag vil betyde kvalifikationsspil i 2023. Så der er meget på spil lørdag kl. 13.30. Og det er da også en kamp, som holdets offensive kantspiller, Cecilie Johansen ser frem til.
- Det bliver en sindssyg fed kamp. Jeg tror, vi længe har kunnet se optakt til den og vidst, at den lå og ventede. Så det er noget, vi ser meget frem til og glæder os til selv at kunne afgøre det. For det er også fedt, at vi har levet så længe, at vi trods alt stadig har noget at spille om.
- På mange måder står vi i en position, hvor vi bare skal ud at jagte. Det er nok det nemmeste, for vi har ikke noget, vi skal forsvare. Vi skal bare derudaf, og kun en sejr tæller, siger Cecilie Johansen inden kampen.
Kampen spilles på lørdag den 3. december kl. 13:30 på Ceres Park. Billetter kan hentes her og koster 50 kr. for voksne, mens børn og unge under 18 år kommer gratis ind til kampen.