POKALKAMP NÆRMER SIG: - VI SKAL HOLDE VORES STANDARD
31.08.2022 15:34
Cheftræner Uwe Rösler står i morgen aften for første gang i spidsen for sit hold i Pokalturneringen.
Torsdag kl. 18.30 gælder det Pokalturneringen, når vi møder Vatanspor på Ceres Park, hvor vi spiller som udehold.
Det er sæsonens første pokalkamp og dermed også cheftræner Uwe Röslers første kamp i turneringen i spidsen for vores hold. Og Rösler og truppen har siden seneste kamp i 3F Superligaen i fredags haft blikket rettet mod torsdagens dyst mod en modstander, som vi ikke har mødt tidligere i en betydende kamp.
- Forberedelsen har været præcis som vi altid gør og spillerne har arbejdet godt og fokuseret ugen igennem siden vores seneste kamp. Det er meget vigtigt, at vi holder vores standard og, at vi går ydmyge og respektfuldt til opgaverne og kampene - uanset, hvem vores modstander er, siger Uwe Rösler, som håber at se forbedringer i spillet siden 1-2 nederlaget i AC Horsens i fredags.
- Vi skal være mere dominerende med bolden end vi i perioder var i Horsens og vi skal bruge den bedre. Det gælder også om, at vi bevarer vores fokus i 90 minutter og holder et højt tempo. Og så skal vi have respekt for vores modstander. For selv om de spiller i en lavere række end os, er det stadig fodbold, og det gælder derfor om at bevare fokus og forberede sig godt - og det har vi gjort, siger Uwe Rösler med henvisning til, at Vatanspor til dagligt spiller i Jyllandsserien.
Men lavere rangerende hold har som bekendt tidligere voldet os problemer i pokalturneringen. Det skulle helst ikke ske i morgen, hvis vi skal videre til næste runde.
- I AGF ønsker vi hver sæson at komme langt i pokalturneringen - det skal altid være vores mål, at gøre det så godt vi kan i alle turneringer. Og det arbejde starter i morgen aften, tilføjer Rösler.
Kommer du på Ceres Park kan billetter findes herunder. Bemærk, at AGF er udehold og vores tilhængere skal opholde sig på Ceres Tribunen.
Se også mere om kampen her >>>