GADEGAARD OM SKIFTE: - EN GOD MULIGHED FOR MIG
29.08.2022 20:30
Daniel Gadegaard skifter til Esbjerg fB efter flere gode ungdomsår i AGF. Han glæder sig til at prøve noget nyt.
Vi kunne tidligere i aften fortælle, at målmand Daniel Gadegaard skifter til Esbjerg fB.
Efter otte år på Fredensvang, hvor han nærmest er vokset op efter han kom til os som 12-årige fra vores samarbejdsklub, Stavtrup IF i 2014, er det nu tid til nye græsgange på vestkysten.
- Jeg glæder mig til at prøve noget nyt i Esbjerg. Det er en god mulighed for mig til at prøve noget nyt efter mange gode år i AGF, hvor jeg har været siden jeg var en helt ung ungdomsspiller.
- Så det er naturligvis med vemod, at jeg forlader Fredensvang og Aarhus. Men det bliver vildt spændende i Esbjerg og en chance for at udfordre mig selv et nyt sted, siger Daniel Gadegaard, der nåede en enkelt 3F Superliga-kamp for AGF, da han debuterede i foråret i en kamp mod FC Nordsjælland på Ceres Park.
- Jeg kommer til at savne AGF, fansene, mine holdkammerater og målmands-teamet hvor jeg har haft min daglige gang i otte år. Fansene har været fantastiske i deres støtte til mig og til holdet, og jeg ønsker alt det bedste for dem og for AGF, lyder det fra Gadegaard.