AGF KVINDEFODBOLD: KRUSE FORLÆNGER

03.08.2022 09:36

Mathilde Kruse er klar på et år mere med AGF Kvindefodbold.

Efter hun gjorde comeback i foråret oven på en længere skadespause, har Mathilde Kruse nu forlænget sin kontrakt med AGF Kvindefodbold med yderligere et år, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2023.

Dermed forsætter den dynamiske midtbanespiller i den klub hun har været en del af siden premieren på AGF Kvindefodbold i foråret 2020. Og før det var Kruse også en del af VSK Aarhus, som - sammen med IF Lyseng - blev til AGF Kvindefodbold.

Hun har derfor været med fra starten i AGF og 26-årige Mathilde Kruse glæder sig da også over, at hun nu har forlænget sin kontrakt.

- Jeg har været utrolig glad for at være en del af det her projekt med AGF og selv om vi sportslig ikke har leveret de resultater i Gjensidige Kvindeligaen, som vi måske havde håbet på, så er der sket en positiv udvikling og jeg føler, at vi står rigtig godt rustet til den nye sæson i ligaen, siger Mathilde Kruse, som giver en stor del af æren for sit comeback oven på en skade til staben omkring holdet.

- Der har været en fysisk stab omkring mig, som har støttet og hjulpet mig hele vejen igennem. Jeg har været i et professionelt setup, som har hjulpet mig og givet mig nogle drømme, som har gjort, at jeg har kunne blive ved med at være motiveret.

- Og min drøm har hele tiden været at komme tilbage og spille fodbold i AGF. Det er lykkes, og min kontraktforlængelse er blot endnu en motivationsfaktor i at gøre en forskel og betale tilbage til klubben og til mine holdkammerater, siger Mathilde Kruse.

Nu ser Mathilde Kruse frem mod sæsonens første kamp fredag i Gjensidige Kvindeligaen. Her gæster Kolding IF Ceres Park til sæsonpremieren.

Læs eller genlæs et længere interview med Kruse fra foråret på AGF.dk