FEM NEDSLAG INDEN PÅSKEBOLD I CERES PARK
12.04.2022 11:47
På skærtorsdag starter vi påsken med en kamp mod Viborg FF i Ceres Park kl. 14.
Påsken byder traditionen tro på masser af fodbold. I Ceres Park spiller vi første gang på Skærtorsdag den 14. april kl. 14, når Viborg FF kommer til Aarhus til en vigtig kamp i toppen af slutspils-rækken.
Endnu en gang åbner vi AL Bank Fanzonen inden kampen, hvor vi i anledning af påsken har skruet op for familieunderholdningen.
Traditionen tro ser vi nu her frem mod kampen med fem nedslag:
Påske i AL Bank Fanzonen
Kom i AL Bank Fanzonen i god tid inden kampen og lad børnene finde Aros og få gratis påskeæg fra Arbejdernes Landsbank. I fanzonen finder man også hoppeborge, boldbaner og andet sjov for de yngste. AL Bank Fanzonen åbner kl. 12.30.
Husk, at børn under 15 år kommer gratis til fodbold i Ceres Park. Dermed kan en børnefamilie med to voksne og to børn under 15 komme til fodbold for kun 200 kr. Så start påsken med en familieudflugt i Kongelunden til en fodboldoplevelse. Hent billetter til kampen her >>>
Gratis koncert i AL Bank Fanzonen
På torsdag har vi premiere på Byens Hold – Byens Musik, hvor vi - i samarbejde med Music City Aarhus 2022 – præsenterer en række århusianske up comming bands på en scene i AL Bank Fanzonen. Til sidst vælger GrimFest et af de fire bands til en koncert på festivalen til august.
Det første band, vi kan glæde os til at opleve, er In Caravans, der går på scenen kl. 12.45. In Caravans er fed og iørefaldende indierock fra et band på vej frem. Så glæd dig til en fed gratis musikalsk oplevelse inden torsdagens kamp. Læs mere her >>>
Vigtige point på spil
Der er vigtige point på spil på torsdag, hvor det er nummer et og to i nedryknings-slutspillet, der mødes om den syvendeplads, der i sidste ende giver adgang til en europæisk playoff-kamp.
Inden kampen er Viborg FF nummer et i slutspils-puljen - eller nummer syv i 3F Superligaen – med 31 point efter de spillede 2-2 mod Vejle i deres seneste kamp. Med 2-2 i Farum i søndags har vi 28 point lige efter. Så en sejr vil bringe os á point med viborgenserne.
Altid mål mod Viborg
Der har ikke været mange mål i de tre seneste kampe mod Viborg i Aarhus. Fire i alt. Men der har trods alt altid været scoret og vi har vundet de tre ud af de seneste fire kampe. På udebane har vi til gengæld underholdt noget mere med en 2-2 kamp og en 4-2 sejr inden for de senere år.
Og faktisk skal vi helt tilbage til 2008 for at finde den seneste 0-0 kamp mellem de hvide og de grønne i Aarhus. Samtidig er vi aktuelt det tredje-mest scorende hold i 3F Superligaen siden årsskiftet. Så mon ikke også der kommer mål på søndag - forhåbentlig flest til os, så vi kan få en sejr mod Viborg FF efter seneste kamp i Aarhus endte 1-1.
AGF Fanshoppen med flere nyheder
AGF Fanshoppen har som vanligt åben to timer før kampstart. Og på søndag med flere nyheder. Se for eksempel det nye Legendeur, der er lavet som en hyldest til Årets Legende. Butikken har også premiere på en ny serie af t-shirt og polo-shirts. Og husk, at man kan købe sig en AGF Aquahviie snaps med hjem til påskefrokosten, når AGF Fanshoppen holder åben efter kampen er slut.