KLIMAVENLIGT VENTILATION PÅ CERES PARK & ARENA

08.12.2021 11:00

Der er kommet klimavenlige luftfiltre på Ceres Park & Arena.

Et godt indeklima kommer ikke af sig selv. Det kræver som regel frisk luft og gode ventilations-systemer. Også på Ceres Park & Arena, hvor der er godt 40 anlæg i hele komplekset, der ventilerer og udskifter luften i haller, kontorer, omklædningsrum og andre lokaler.

Den slags er normalt ikke særligt opsigtsvækkende - de skal bare virke og sørge for et sundt indeklima. Men der er forskel på et ventilationsanlæg og indvirkningen på miljøet. Det er for eksempel ikke lige meget, hvilket filtre, der er i anlægget.

Det har man fundet ud af på Ceres Park & Arena, hvor vi netop har fået udskiftet alle filtrer i ventilationsanlæggene. Og som et led i AGF’s bæredygtigheds-arbejde er filtrene denne gang blevet udskiftet med nogen særlige klima- og miljøvenlige af slagsen.

- I tråd med AGF’s visioner har vi leveret filtre, der er bygget af genbrugsplast og så er selve filtret syntetisk fremstillet, hvilket betyder, at de blot kan smides ud med det almindelige køkkenaffald, når de skal udskiftes eller man kan komme det i småt brændbart. Det kan man ikke gøre ved normale filtre, der er lavet af glasfiber - de skal deponeres miljørigtigt, når de er brugt. Men det behøver man ikke gøre her. Derudover leveres filtrene i genbrugsemballage, fortæller Lars Skeldrup, der er indehaver af Siguna Industries som har leveret de nye miljørigtige filtre, hvorefter Bravida så har installeret dem.

De miljøvenlige filtre fra Siguna Industries er ingen tilfældighed. For her er man - som hos AGF - også i en proces mod mere bæredygtighed og virksomheden forsøger at mindske sit CO2 aftryk og dermed gøre en forskel i klimakampen.

- Vi vil gerne gøre vores. Så nu har vi taget de her nye filtre til os og arbejder med dem hos vores kunder, så vi kan gå i en mere miljøvenlig retning med et produkt, der tidligere ikke var særligt meget fokus på i forhold til miljø og bæredygtighed. Men her kan vi også køre en grøn linje, og det er alletiders, at det flugter med AGF’s visioner, så vi sammen kan gøre ventilationen lidt mere bæredygtigt, siger Lars Skeldrup.

Se mere til Sigunda Industries her.