
STÆRKE TRADITIONER: STILLING KØL & EL ØGER SIT ENGAGEMENT I AGF
11.09.2026 03:52
Erhvervspartner øger sit engagement til Sølvpartnerskab
Når strømmen skal virke, temperaturen skal være rigtig, og løsningen skal holde, er det godt at have de rigtige folk på holdet. Derfor er vi stolte af at kunne fortælle, at Stilling Køl & El har opgraderet deres partnerskab til nu at være Sølvpartner i AGF efter de i en årrække har været Erhvervspartner i AGF.
Med mere end 40 års erfaring har Stilling Køl & El opbygget en solid position indenfor både el- og køleteknik. Virksomheden er autoriseret køle- og el-firma og kombinerer to håndværksspecialer, som tilsammen gør det muligt at løse en bred vifte af opgaver for både private og erhverv.
Det gælder blandt andet el-installationer, køle- og fryseanlæg samt varmepumper og klimaanlæg, hvor Stilling Køl & El gennem årene har løst opgaver på Fredensvang, ligesom de bidrager til byggeriet af byens nye fodboldstadion.
Virksomheden har hjemme i Skanderborg og har gennem mere end fire årtier været en del af det lokale erhvervsliv. Samtidig har Stilling Køl & El et stærkt engagement i foreningslivet og støtter allerede flere lokale sportslige initiativer.

- Det er naturligt for os at bakke op om vores lokalområde, hvor AGF er centrum i et stort og stærkt fællesskab. Vi har været med i længere tid og har altid nydt godt af samarbejdet og frem mod en ny hjemmebane har vi ønsket at øge vores engagement og støtte AGF og byens hold i den spændende udvikling, som klubben er inde i, siger Peter Nøhr, der er indehaver af Stilling Køl og El.
Kundetilfredshed er en central del af vores nye Sølvpartners DNA, og ambitionen er at levere skræddersyede løsninger til fornuftige priser. Det handler om at forstå den enkelte opgave og finde den løsning, der giver bedst mening for kunden - det gør partnerskabet med AGF til et naturligt match.
- Der er på mange måder langt fra fodbold til vores branche. Men nogle af værdierne er de samme; solidt håndværk, pålidelighed, samarbejde og ønsket om at levere et godt resultat, tilføjer Peter Nøhr.
Se mere om vores nye Sølvpartner her >>>



