
FODBOLD OG FAMILIELIV: SPILLERE BLIVER RÅDGIVET
03.08.2026 05:40
Samarbejde med Maigaard giver fokus på fertilitet og flere muligheder for spillerne hos AGF Kvindefodbold
Det er nu et år siden, at AGF Kvindefodbold og Maigaard Fertilitetsklinik indgik et partnerskab med et fælles ønske om at skabe større opmærksomhed omkring fertilitet og de muligheder, kvindelige elitesportsudøvere har - både under og efter deres aktive karriere.
I forbindelse med partnerskabet har Mads Riiskjær og Maigaard Fertilitetsklinik været på besøg for at fortælle spillerne om fertilitet, familiedannelse og de muligheder, Maigaard tilbyder dem.
Formålet har været at give spillerne viden og rådgivning om et emne, der kan få stor betydning senere i livet - og samtidig være med til at sikre, at de har mulighed for at få børn undervejs i deres aktive karriere, hvis det er det, de ønsker.
Ikke ligestilling på fertilitetsområdet
For Mads Riiskjær, gynækolog og fertilitetslæge hos Maigaard Fertilitetsklinik, var samarbejdet med AGF Kvindefodbold en oplagt mulighed for at kombinere sin faglighed med en mangeårig interesse for klubben.
- Jeg er altid kommet på stadion og har fulgt AGF, så jeg ville gerne kombinere min interesse for fodbold med noget fagligt. Derfor var det oplagt at kigge mod AGF Kvindefodbold, siger Mads Riiskjær, der peger på, at der fortsat er forskel på de vilkår, mandlige og kvindelige elitesportsudøvere møder, når det gælder fertilitet og familiedannelse.
- Der er jo ikke ligestilling på fertilitetsområdet. Mandlige elitesportsudøvere kan i princippet få så mange børn, som de vil, mens de er aktive. For kvinder er det anderledes, fordi man typisk topper fertilitetsmæssigt i den periode, hvor man også topper som elitesportsudøver, forklarer han.

Netop derfor handler samarbejdet ikke om at skabe bekymring, men om at give viden i tide. For mange kvindelige atleter falder de mest afgørende år i karrieren sammen med de år, hvor fertiliteten typisk er højest. Derfor kan information og rådgivning være vigtig, når spillerne på et tidspunkt skal tage stilling til deres fremtid - både på og uden for banen.
- Målet er, at de kvindelige elitesportsudøvere bliver opmærksomme på de her ting. Det skal helst ikke komme som en overraskelse, at der kan opstå udfordringer, hvis man først ønsker at stifte familie efter en lang elitekarriere. Heldigvis kan langt de fleste klare det selv, siger Mads Riiskjær.
Oplyste valg
Hos AGF Kvindefodbold er partnerskabet en del af arbejdet med at skabe de bedst mulige rammer for spillerne som hele mennesker. Det handler om at give dem mulighed for at træffe oplyste valg om deres egen fremtid - og om at være med til at nuancere fortællingen om, at kvindelige fodboldspillere nødvendigvis skal vælge mellem en elitekarriere og ønsket om at blive mor.
- De fleste vælger stadig at prioritere karrieren først og få børn bagefter. Det er den fortælling - og den information - jeg gerne vil bringe videre til sportsudøverne. Vi vil gerne sætte fokus på, at det ikke er helt ens for mænd og kvinder i elitesport, siger Mads Riiskjær.
Maigaard Fertilitetsklinik er en af Danmarks ældste fertilitetsklinikker og tilbyder forskellige former for fertilitetsbehandling.
Med partnerskabet ønsker AGF Kvindefodbold og Maigaard Fertilitetsklinik fortsat at skabe større bevidsthed om fertilitet og give spillerne de bedste forudsætninger for både en stærk fodboldkarriere og et familieliv - på deres egne præmisser.