
TINGAGER SER FREM TIL FORÅRSPREMIEREN
14.02.2023 11:58
Forsvarsklippen Frederik Tingager ser tilbage på en god opstart og frem mod den første turneringskamp.
AGF’s forsvar har i efteråret været et af de mest solide i 3F Superligaen. En af dem, som har en andel i den defensive succes er Frederik Tingager, som har bidraget til, at der er blevet lukket godt af i efteråret 2022.
Den tendens skal naturligvis gerne fortsætte i foråret, og kan der så også bygges på offensivt, så går Tingager ind til foråret med optimisme og gejst oven på en god opstart med et par hårde, men ganske udbytterige træningslejre i Spanien.
- Det har været en god opstart. Vi har arbejdet hårdt, men sådan skal det også være. For vi skal ud og jagte noget til foråret og stå så godt som muligt. Og det kræver de bedst mulige forudsætninger, og det er det, vi har arbejdet på gennem hele opstarten.
- Den første træningslejr var med fokus på det hårde arbejde og på at få fysikken på plads. Nu er formen på plads og vi har så arbejdet lidt mere på det taktiske og på spillet på sidste træningslejr, - og det har set rigtig fint ud, siger Frederik Tingager, der naturligvis ærgrede sig over, at vi ikke fik os en sejr i lejrens sidste testkamp, da vi tabte 3-1 til BK Häcken.

- Vi var ikke hvor vi skulle være i den kamp, så det gav os noget at arbejde på her i den sidste uge. Og selv om vi ikke leverede som vi skulle i den testkamp, så var det måske godt i forhold til lige at skærpe fokus endnu mere op mod den første turneringskamp. For vi skal være klar fra start, når turneringskampene begynder igen.
Og den kamp er på fredag den 17. februar, hvor vi kl. 19 møder AaB i Aalborg foran et udsolgt udebaneafsnit i en kamp, som Tingager og Co. ser meget frem til efter en lang vinterpause.
- Jeg glæder mig til at komme i gang og vi har et spændende program, når vi begynder igen. Vi ved, vi skal ud og hente nogen sejre og vi ved hvad der kræves af os. Men jeg synes. vi står godt efter et par gode træningslejre og nu handler det om at få finpudset det sidste i den sidste uge op til, at sæsonen starter igen, siger Frederik Tingager.