STATUS PÅ AGF-SPILLERE PÅ UDLEJE

Foto: Getty & Aalesunds FK — 24.05.2023 05:20

Vi tjekker ind hos de AGF'ere, der pt. er på udleje.

Mens 3F Superligaen arbejder hårdt frem mod sæsonens sidste to kampe, er der også AGF’ere, der knokler under andre breddegrader mens de i en periode er udlejet til andre klubber.

Midtbanespilleren Zach Duncan kan dog nu holde lidt velfortjent ferie efter han har afsluttet sæsonen med australske Perth Glory, hvor det blev til meget spilletid og fodbold for Duncan. Hans hold endte på en 9. plads ud af de 12 i rækken, hvor Zach Duncan var involveret i en lang række af kampene. Helt præcist 24 kampe ud af 26 mulige blev det til for Zach, der også fik scoret et enkelt mål undervejs.

Under mere hjemlige himmelstrøg har Frederik Ihler i den indeværende sæson tørnet ud for i Skive IK, hvor han især i den seneste periode har fundet målformen i 2. division. Ihler har således scoret fem mål i de sidste fem kampe og er således i fin målform inden sæsonens sidste tre kampe for Skive IK, der ligger godt med i toppen og stadig har mulighed for oprykning.

I den bedste polske liga har angriber Dawid Kurminowski været ramt af skader under sit lejemål hos Zaglebie Lubin. Derfor er det også kun blevet til 13 kampe for den polske angriber. Men siden april har ”Kurmi” været sine skader kvit og fundet målformen med tre mål i de sidste fem kampe i Polen. Der mangler en runde af den Polske Liga og Zaglebie Lubin ligger i midten af rækken uden det store at spille for inden den sidste runde.

I Norge er turneringen først gået i gang i sidste måned. Her er Alexander Munksgaard udlejet til Aalesund FK på den norske vestkyst. Efter de første otte kampe må klubben erkende en hård start, da man ligger sidst med fire point. Opmuntrende var det dog, at Munksgaard og Aalesund hev en sejr hjem i deres senest kamp, da de mødte Molde FK.

Under sit lejemål har Alexander Munksgaard spillet alle kampe på nær en enkelt i den norske Eliteserien, hvor han i Aalesund FK har selskab af tre andre spillere, der pudsigt nok alle har en fortid i AGF. Nemlig; Alexander Juel Andersen, Kasper Lunding og Alexander Ammitzbøll