
STARTBLOKKEN BYGGER FLERE BLOKKE PÅ
13.04.2026 14:04
Beskæftigelsesindsats med AGF bærer frugt og viser resultater. Flere nye initiativer sat i søen
Det er nu et halvt år siden, AGF og VSK Aarhus i fællesskab satte gang i Startblokken, der er et beskæftigelsesrettet initiativ under Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Startblokken er et særligt tilrettelagt udviklingsforløb for unge i og omkring Aarhus, der står uden for arbejdsmarkedet og uddannelse.
Startblokken benytter idrætten til at skabe fællesskaber med fokus på trivsel og succesoplevelser, hvor unge mennesker kan finde motivationen og troen på sig selv igen.
I Aarhus har de unge deres daglige gang i klubhuset hos VSK Aarhus og på AGF’s hjemmebane, Ceres Park Vejlby. Her står to medarbejdere - Brobyggere - for de unges aktiviteter og udvikling. Brobyggerne hjælper også med at bygge bro til uddannelse eller til jobs i virksomheder, der er en del af VSK og AGF’s erhvervsnetværk.
Seks måneder inde i forløbet peger pilen op for projektet, der startede foråret med at få besøg fra Folketinget og DIF.

Virksomhedssamarbejde
I foråret er et nyt samarbejde startet op med virksomheden Geo i Aarhus, der forleden besøgte Startblokken for at give de unge indsigt i deres arbejdsplads og i de forskellige jobfunktioner, der findes hos dem. Forbindelsen har allerede ført til næste skridt i samarbejdet. En af de unge deltagere skal således nu i praktik hos Geo, ligesom der er samtaler og følere aftalt, der kan munde ud i flere aftaler.
Et andet nyt tiltag fra Startblokken er et samarbejde med uddannelsen Sundhed & Ernæring på det nærliggende VIA University College. Her har studerende på 6. semester haft mulighed for at vælge Startblokken som case i deres uddannelse.
- Det er et samarbejde, der giver rigtig god mening, fordi Startblokken arbejder med idræt, sundhed og trivsel som en del af indsatsen, og for flere af de unge er det en særlig mulighed at få denne type individuelle forløb. Det er ikke nødvendigvis noget, de ellers ville have mulighed for at opsøge på egen hånd.
- Derfor er vi rigtig glade for, at vi gennem samarbejdet med VIA kan tilbyde de unge adgang til viden og sparring, som kan gøre en positiv forskel i deres hverdag, fortæller Nanna Nathalie Benn, der er Brobygger i Startblokken Aarhus.
Mens de unges dagligdag i Startblokken primært er på Ceres Park Vejlby eller ude i praktik, er Fredensvang nu også blevet en del af forløbet. Her er en af deltagerne nemlig startet i praktik.
- Den unge her har tidligere kæmpet med ikke at føle at han passede ind på arbejdspladser - at arbejdspladser ikke har kunnet rumme ham, fordi han måske ”spørger for meget” og har behov for at ting bliver tydelig beskrevet.
- Men AGF er rummelige og tilbyder en arbejdsplads, der er på den unges præmisser. Selvfølgelig er der arbejdsopgaver der skal løses, men arbejdspladsen rummer forskellige behov og har fokus på, at det skal fungere for vores praktikant, så han kan få følelsen af, at lykkes på en arbejdsplads, der kan rumme ham - præcis som den han er, fortæller Nanna Nathalie Benn fra Startblokken.
I AGF vækker det glæde, at Startblokken allerede efter et halvt år giver resultater.
- Vi sætter ikke bare vores logoer på, vi sætter vores hverdag, vores netværk og vores kolleger i spil. AGF og VSK er en del af Aarhus, og vi skal bruge den position til at skabe reel forandring. Det her handler ikke om at levere hurtige resultater – det handler om at bygge noget, der på sigt kan flytte mennesker og skabe værdi for byen, siger bæredygtighedsansvarlig i AGF, Sine Hausner.
Om Startblokken
Startblokken er et nationalt initiativ, der er forankret i Danmarks Idrætsforbund (DIF), men samarbejder tværgående med kommuner, professionelle klubber, breddeidrætsklubber, fonde, erhvervsliv og lokale indsatser og aktører.
Startblokken benytter idrættens arenaer til at skabe fællesskaber med fokus på trivsel og succesoplevelser, hvor unge mennesker kan finde motivationen og troen på sig selv, udvide deres netværk og teste deres kompetencer af i trygge rammer.
Se mere til Startblokken i Aarhus her














