SPORTSCHEFEN OM TRANSFERVINDUET

01.02.2023 13:36

Stig Inge Bjørnebye gør status over vinterens transfervindue.

Natten til onsdag lukkede fodboldens transfervindue - i hvert fald i Danmark og i de fleste europæiske ligaer. Og selv man i et elitesportsmiljø aldrig er tilfreds i det konstante arbejde efter forbedringer, så var der nu flere dele i vores netop overstået vindue som landede til sportschefens tilfredshed, da Stig Inge Bjørnebye dagen derpå gør status over AGF’s vindue.  

- I vores verden må man aldrig være tilfreds, for så mangler man sult. Der er altid noget mere at hente, når man er i et elitesportsmiljø.

- Man kan altid gøre det bedre - også i et transfervindue eller på andre områder i en fodboldklub. Vi skal altid forbedre os, og det er så også det, vi har arbejdet på i dette vindue, hvor vi har fået nogen spillere ind og samtidig sagt farvel til nogen.

- Mikkel Duelund, for eksempel, var et oplagt valg for os, og en spiller, der kommer til at styrke os. Han kender dansk fodbold og vi kender ham, og han kommer til os med en stor sult og en lyst til at være i AGF.

- Som offensiv spiller vil han styrke os på banens sidste tredjedel - her er han en klassespiller. Og vi er meget glade for at det lykkes, for vi har nok ikke været de eneste som har ønsket at hente ham. Men nu opstod muligheden og den tog vi og ikke mindst Mikkel som har haft en stor lyst til at komme hjem til AGF, siger Stig Inge Bjørnebye, som også kunne byde velkommen til Peter Bjur og Felix Beijmo i løbet af det netop overståede vindue.

- Det er to spændende spillere som kommer med hver deres kvaliteter. Felix lykkes vi med lidt sent i vinduet, men vi har fulgt ham længe, og han er nu på plads og kommer til at styrke vores defensive bredde, mens Bjur byder ind med gode kvaliteter - også i det fremadrettet spil. Og det er spillere som begge vil øge konkurrencen i vores trup og give os flere muligheder.

Farvel til Hausner
Omvendt sagde vi i transfervinduet farvel til Sebastian Hausner blev solgt til IFK Göteborg i Sverige.

- Hausner er en af vor egne og han er vokset op i klubben. Så det er altid specielt at skulle sige farvel til sådan en spiller. Han er en hårdtarbejdende fyr, der aldrig har slået op i banen - uanset hvilken modgang han mødte, og jeg tror han kommer til at gøre det godt i Sverige, hvor Hausner selv havde en stor lyst til at prøve sig af, siger Stig Inge Bjørnebye.

Også Anthony D’ Alberto er fortid på Fredensvang, mens Alexander Munksgaard fortsat leder efter en ny klub. Tidligere på opstarten fortalte vi, at de to spillere havde fået mulighed for at lede efter nye græsgange og derfor har de ikke været med på den seneste træningslejr. Og tirsdag aften ophævede vi så aftalen med Anthony D’ Alberto.

- Alle cases er forskellige - også Munksgaards og D’Albertos. Der lå også nogen familiære grunde til, at vi valgte at ophæve med Anthony i respekt for hans situation, mens Munksgaard stadig vurderer sine muligheder. Vi har haft nogen gode samtaler og Munksgaard ønsker sig nye impulser og det arbejdes der stadig på, fortæller Stig Inge Bjørnebye.

Efter transfervinduet er lukket indstiller 3F Superligaen nu sigtekornet på en ny træningslejr som starter på lørdag, hvor der er afgang til Spanien - her altså med tre nye AGF’ere i flyveren.

I Spanien venter to testkampe inden truppen returnerer til Aarhus den 11. februar til de sidste forberedelser inden forårspremieren i Aalborg den 17. februar.