
INDEN SØNDAG: - VI ER ET GODT STED
09.05.2023 18:55
Optimisme på Fredensvang inden søndagsbraget mod FC Nordsjælland
Oven på søndagens sejr over Viborg FF på et sydende Ceres Park er stemningen naturligvis god på Fredensvang frem mod søndagens nye hjemmekamp, hvor FC Nordsjælland kommer på besøg.
Her ser truppen frem til en ny spændende udfordring mod et hold, som vi for få uger siden vandt 1-0 over på udebane.
- Vi er et godt sted. Både spillemæssigt og mentalt. Det var et fantastisk resultat at slå FCN ude og senest Viborg hjemme efter en god indsats. Nu mangler vi stadig nogen andre store kampe, hvor den næste kommer på søndag, og vi har en stor tiltro til os i forhold til, at vi også kan få et godt resultat i den kamp og i de næste.
- Vi holder snuden i sporet og tager en kamp ad gangen og nyder, at det hårde arbejde nu giver nogen gode resultater, siger Tobias Mølgaard.
Også for Patrick Mortensen handler det nu om at tage en kamp ad gangen og holde fokus på de mange positive ting i både spil og resultater.
- Vi ved godt, at der venter fire vanvittig svære, men også spændende kampe, der kan afgøre meget. Men vi kan kun fokusere på en kamp ad gangen. Lige nu ser det fint ud for vores mål om at komme i top tre, men vi ved også, at ting kan gå stærkt i fodbold.
- Så det er vigtigt, at vi nyder det og tænker på, at vi har noget vi kan opnå. Tænk på, hvor vi stod for et år siden - det er vigtigt at huske, hvor vi kommer fra, og på den måde også minde os selv om, at det nu går bedre end sidste år, siger vores anfører, der i søndags igen satte sig øverst på topscorerlisten med sit 14. sæsonmål.
Tag med i Ceres Park og bak Tobias og Patrick og resten af truppen op i den spændende kamp mod FC Nordsjælland. Billetter findes her >>>>