DUELUND TILBAGE PÅ BANEN: VI ER PÅ RETTE VEJ

18.04.2023 18:38

Efter søndagens nederlag i Brøndby ærgrede Mikkel Duelund sig naturligvis. Men han kunne samtidig være positiv over en god AGF-indsats i en kamp, hvor Duelund selv fik lagt på i bestræbelserne på at komme tilbage oven på en lidt skades-udfordringer.

Efter han har været plaget af en lille skade i de senere kampe var Mikkel Duelund søndag aften tilbage på banen og spillede en god halv time mod Brøndby IF.  

Her fik århusianeren megen ros for sit indhop i udekampen, der som bekendt endte med et 1-0 nederlag i en kamp, hvor vi ellers viste rigtig godt spil, men havde svært ved at få bolden det sidste stykke over stregen i en chancerig affære.

- Det var ikke nødvendigvis efter spil og chancer, at Brøndby fik alle tre point og det er meget ærgerligt, at vi ikke fik udbytte af vores chancer - det var uheldigt. Vi har ellers rigeligt med dem, og det er marginaler, der gør, at vi ikke får mindst et og endda to mål. Og den fornemmelse er trods alt positiv, og kampen og vores spil viser, at vi er på rette vej.

- Tidligere på sæsonen var det vanskeligere at skabe chancerne, men mod Brøndby synes jeg, at vi ligner et hold, der har udviklet sig og der var flere lyspunkter at tage med hjem til Aarhus, sagde Mikkel Duelund efter kampen, hvor han altså også kunne glæde sig over igen at være til rådighed for trænerstaben.

- Jeg er ikke langt fra at være helt tilbage og det var godt, at være med igen i dag. Det var et vigtigt skridt for mig, at jeg mod Brøndby kunne spille længer end i forrige kamp. Og jeg er sikker på, at jeg snart er fit for fight, lød det fra Mikkel Duelund, som på søndag kan ligge yderligere på, når vi møder FC København i Ceres Park.