RUNE LYKKEBERG – CHEFREDAKTØR INFORMATION

Chefredaktør på Dagbladet Information, forfatter og debattør. Har tidligere arbejdet som journalist på Månedsbladet Press og været kulturredaktør på Politiken. Har skrevet fem bøger i perioden 2008 til 2024 og modtaget følgende priser: Georg Brandes-prisen (2008), Berlingske journalisters pris (2009) og Holberg-medaljen 2012.

Hvad betyder fodbold og AGF for dig?

”Jeg har altid holdt med AGF. Det er lige så indiskutabelt, som at solen er på himlen, og græsset vokser på jorden, at AGF er mit hold. AGF er min forbindelse til Aarhus, til alle mine gamle venner og til den person, jeg var, da jeg var helt lille. Det er en loyalitet over for alt det, som jeg kommer fra, og det er et fællesskab, som jeg i mere end fire årtier har været en del af. Jeg husker mesterskaberne i 1986 og 2026, men det er sammenholdet i de hårde år og gennem tre nedrykninger, som har vist for mig, hvor særlig en klub AGF er.

Jeg er stolt over, at AGF er en rigtig forening og klub med lokalt ejerskab, det er ikke et legetøj for rige mennesker. Det ikke de fås hold, men de manges. Det er et hold som tilhører byen, spillerne, de aktive og de frivillige, tilhængerne, de vilde fans og alle os, som er flyttet fra Aarhus, men stadig er fodbold-århusianere. Vi har bevaret det bedste fra amatørforeningen og tilføjet det bedste fra professionel fodbold på en måde, så det er den samme ild som altid, der brænder i AGF, men bålet er blevet meget større. Det er ægte fodbold, som vi kalder det, men det er også et vinderhold.

AGF demonstrerer for mig, at sammenhold, hårdt arbejde og stolthed altid har en chance mod de største og stærkeste i vores samfund. Det er sange, som »I troede vi var døde og borte«, »Jyllands hovedstad« og »Når lyset tændes«, der rammet mit forhold til AGF bedst.

Hvad er din bedste/værste oplevelse med AGF?

Den værste oplevelse er pokalfinalen i 2024. Det var grusomt. Jeg havde efter den kamp fornemmelsen af, at hele stemningen omkring klubben, den vilde opbakning og alle drømmene og længsler, er en bølge, som holdet drukner i. At vores romantik overvælder spillerne, som skal bære det, og at vi aldrig nogensinde vinder noget som helst. Sådan har jeg aldrig haft det før. Det gik også hurtigt væk igen. Og nu har jeg det igen sådan, at jeg altid er sikker på, vi vinder, inden kampen, uanset hvem vi spiller imod. Det er ikke baseret på empiri, det er fanatisk overtro.

Den bedste oplevelse er mesterskabet i 2026, fordi det viste, at hele stemningen omkring klubben, den vilde opbakning og alle drømmene og længslerne, er en bølge, som kan bære holdet til sejr. Det hele gik op i 2026.

Hvem er din favoritspiller/spillere i AGF – nu eller i fortiden – og hvorfor?

John Stampe var min barndoms helt. Han er alt det gode ved AGF i en person: Kammeratskab, frækhed, stolthed, vidunderlig teknik og stort overblik. Stampe er for mig nummer 1, Stig Tøfting nummer 2 og Martin Jørgensen nummer 3. Det de tre tilsammen står for på banen, er det, jeg tænker, når vi synger »stolte som få«.