02.11.2023 09:38
KJELD HOLM – BISKOP EMERITUS
Biskop over Aarhus Stift i perioden 1994-2015. Uddannet mag.art. i idéhistorie fra Aarhus Universitet i 1972 med teologisk tillægseksamen i 1974. Sognepræst ved Ellevang Kirke fra 1974 til 1994. Blandt en snes bogudgivelser på forskellige forlag er også bogen med titlen ’Jeg holder med AGF’.
Gennem hele sin karriere har Kjeld Holm haft en vigtig røst og været en engageret samfundsdebattør med et stort forfatterskab bag sig. Han har også været formand i forskellige råd og var bl.a. fortaler for homoseksuelle vielser, som efter mange år blev en realitet med den første vielse i Aarhus Domkirke. Et kendt statement fra Kjeld Holm: ’Alt hvad vi foretager os, er relations-betinget. Det er noget, der er blevet til i mødet med andre mennesker.’
Hvad betyder fodbold og AGF for dig?
”Begrebet livsmening falder mig lige for, når jeg tænker på AGF - og specielt i forhold til de mange år, jeg har fulgt klubben i tykt og tyndt.”
Hvad er dine bedste/værste oplevelser med fodbold og AGF?
”Værst for mig har naturligt nok været de tre nedrykninger fra superligaen i nyere tid. Jeg husker specielt, at jeg engang forlod en kamp på Aarhus Stadion, hvor et nederlag mod Sønderjyske betød nedrykning. Men det er også den eneste gang, jeg har forladt en kamp før tid. De bedste oplevelser har så omvendt været de hurtige oprykninger tilbage til superligaen og de seneste resultater med to gange bronzemedaljer inden for fire år.”
Hvem er din favoritspiller/spillere i AGF – nu eller i fortiden?
”Jeg har altid haft en svaghed for Jan Bartram, som jeg blev betaget af lige fra hans debutkamp. Hans ryk op ad sidelinjen var fantastiske. Men også en spiller som John Stampe vækker gode minder. Han var Mr. AGF, og på banen var han aldrig bange for at gøre dommeren opmærksom på, at det altså var ham som AGF-anfører, der bestemte på Aarhus Stadion!