01.06.2026 13:11

ERIK MEINECHE SCHMIDT - DEKAN

Cand.scient. i matematik, fysik og datalogi fra Aarhus Universitet og PhD i Computer Science fra Cornell University, Ithaca, New York. Ansat ved Aarhus Universitet som hhv. lektor i datalogi (20 år), dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet (10 år) og rådgiver for universitetsledelsen (fem år). Pensioneret i 2015. Ridder af Dannebrogordenen. Tidligere hovedformand i AGF af 1880 og formand for AGF Kontraktfodbold A/S. AGF’s hæderstegn i guld, æresmedlem af AGF af 1880 og æresmedlem af ambassadørkorpset i AGF A/S fra 2026.

Hvad betyder fodbold for dig?
I modsætning til så mange andre, fik jeg ikke fodbold i AGF ind i blodet fra jeg var dreng. Jeg blev medlem af foreningen i slutningen af 1950’erne, men det var for at spille håndbold. Det blev jeg så begejstret for, at jeg tilbragte de efterfølgende 30 år som hhv. aktiv spiller, træner og leder, kulminerende med en pokalsejr sidst i 60’erne og formandskab for håndboldafdelingen sidst i 80’erne. Herefter blev jeg formand for hovedbestyrelsen i AGF af 1880, og det fortsatte jeg med indtil 2026. Jeg har således fordelt min tid i AGF med 30 år i tilknytning til håndboldafdelingen og 35 år med ansvar for den samlede forening, herunder som foreningens repræsentant i selskabets bestyrelse.

Hvad er dine bedste/værste oplevelser med AGF?
Der har været flere hændelser i AGF og fodbold, der kandiderer til at være den værste i min tid som leder i foreningen, men den truende konkurs i AGF Kontraktfodbold (det daværende AGF A/S) i slutningen af 90’erne tager prisen for mit vedkommende. Den korte version er, at selskabet var i alvorlig økonomisk og ledelsesmæssig krise, og at vi i foreningen var stærkt bekymrede for, hvor det kunne føre hen, både på kortere og længere sigt. Da vi samtidig havde kontrollerende indflydelse på selskabet (pga. ejerskab af selskabets A-aktier), besluttede vi at vælge en ny bestyrelse i selskabet, som jeg så mig nødsaget til at blive formand for. Med hjælp fra mange gode AGF’ere lykkedes det at holde skuden flydende, indtil udlandsdanskeren Kurt Andersen dukkede op og tilførte den nødvendige økonomi.
Den bedste oplevelse er uden tvivl det overraskende DM i fodbold i 2026, som er den foreløbige sportslige kulmination på selskabets hårde og målrettede arbejde de seneste 10 år. At der virkelig er tale om en overraskelse dokumenteres af, at hvis man ved turneringsstart havde spillet på AGF som dansk mester, kunne man have fået indsatsen 100 gange igen!

Hvem er din favoritspiller/spillere i AGF – nu eller i fortiden?
Jeg bryder mig ikke om at skulle pege på en bedste spiller til alle tider, men vil i stedet pege på ”12-manden”, dvs. publikum, fans m.v. Deres rolle må bestemt ikke undervurderes og dokumenteres ikke mindst af den overbevisende fejring af mesterskabet.