NEDERLAG I FARUM

13.09.2026 16:04

Vi må rejse tomhændet hjem fra Farum efter en intens kamp mod FC Nordsjælland

Søndag var vi for første gang i denne sæson på besøg i Right to Dream Park, da vi mødte FC Nordsjælland i 3F Superligaens runde otte.

Foran et udsolgt udebaneafsnit, hvor opbakningen i Farum som vanlig var eminent, tog vi fint fat i kampen fra start af og forsøgte at presse hjemmeholdet højt. 

Ingen af de to hold formåede dog at komme til chancer i kampens begyndelse. En høj bold fra FCN var dog lige ved at blive farlig efter syv minutter. Men Mads Hedenstad var vågen i vores felt.

Janni Serra scorede to mål i seneste kamp og igen i dag var angriberen farlig foran mål. Hans første forsøg kom med et hovedstød efter godt forarbejde fra Frederik Emmery, men forbi mål.

Efter et hjørnespark, så det ud til, at hjemmeholdet skulle blive reduceret til 10 mand, da en forseelse, hvor Magnus Knudsen blev slået i brystet, blev gennemgået på VAR. Men den blev til sidst takseret til en advarsel. 



Det samme fik Kristian Arnstad kort efter et stærkt tilbageløb i en kamp, hvor holdene på dette tidspunkt gik solidt til hinanden uden nogen fik skabt de helt store målchancer. 


Med en halv time spillet kom Frederik Emmery dog stærkt igennem fra sin kant og huggede af, men vinklen var for spids. Men generelt fik Emmery beskæftiget nordsjællænderne en del fra sin wingback i første halvleg. 



Det er ikke heldet, der har forfulgt os i det bagerste geled i denne sæson indtil nu og igen i dag blev vi ramt af uheldet allerede inden pausen, hvor Eric Kahl måtte lade sig udskifte med en skade og blev erstattet af Jacob Andersen, som kom ind i en bagkæde, der gjorde det godt i første halvleg.

Foran FCN’s mål forsøgte Arnstad sig udefra, men fik overplaceret sit skud efter et ellers godt AGF-angreb.

Og i det hele taget kom vi med saft og kraft i det offensive spil i de sidste 45 minutter og fik sat en del afslutninger på - uden det dog lykkes at få scoret, så første halvleg endte 0-0. 


2. halvleg 
Vi har tidligere gjort det rigtig fint på kunstgræsset i Farum, hvor vi var ubesejret i seneste sæson og nu gjaldt det om at forsætte de første 45 gode minutter. 



Det fysiske spil fortsatte i 2. halvleg og flere gange var spillere fra begge hold nede og bide i plastikstykkerne i kunstgræsset. 


Vi skulle ikke langt ind i de sidste 45 minutter før der kom en god mulighed til Janni Serra tæt under det nordsjællandske mål, da han fik en dobbelt-chance på godt forarbejde fra Callum McCowatt, men Serra måtte begge gange se bolden blokeret. 



Og nu levede kampen, for kort efter skød hjemmeholdet på stangen fra en spids vinkel.

For os afsluttede Sebastian Jørgensen afsluttede lige forbi mål, hvorefter McCowatt sørme også fik afsluttet flot i en hæsblæsende indledning på 2. halvleg. 


Da timen var passeret fik FCN næsten en friløber, men Mads Hedenstad kom hurtigt ud og fik afværget. Situationen krævede dog et langt tjek hos VAR for at se om vores målmand havde lavet en forseelse med hånden udenfor feltet. Men det havde han ikke, lød dommen efter seks minutters votering.

Det var værterne, der udnyttede den lille pause bedst og FCN fik nu sat et tryk ned mod vores mål og fik også skabt nogen chancer, som enten blev blokeret eller reddet af Hedenstad.

Og i perioder midtvejs i anden halvleg var det nu værterne, der sad mest på bolden og fik også udnyttet overtaget til chancer.

En af dem blev desværre alt for stor, da FCN’s Alexander Lind efter 75 minutter fra tæt hold kunne glide bolden i mål efter et præcist indlæg ind foran vores felt.

En spand koldt vand i hovedet på de hårdt kæmpende AGF’ere, som dog svarede godt igen og fik spillet over på vores fødder.

Det gav også nogen muligheder, men hjemmeholdet stod nu dybt og forsvarede de tre point de havde og var ellers ikke bleg for at holde bolden i egne kæder, når de så fik bolden. 

Og som tiden gik lykkes det aldrig at få scoret et udlignende mål. Flere indlæg blev sendt ind over FCN's felt og vi fik til sidst også et frispark et gunstigt sted og efterfølgende et hjørnespark, hvor Mads Hedenstad gik med frem i jagten på et mål til allersidst. 

Men missionen lykkes ikke og med vores målmand helt fremme fik hjemmeholdet en omstilling med et frit mål og kunne score igen til slutresultatet 2-0. 

Næste kamp er også på Sjælland, når vi onsdag den 16.9 spiller pokalkamp mod BK Skjold på et udsolgt Østerbro Stadion.

FCN vs. AGF / Right to Dream Park / 3F Superliga, Runde 8 / 13.9 2006
1-0 (0-0) 
76’ 1-0: Alexander Lind
90+7' 2-0: Hjalte Boe Rasmussen

Advarsler
FCN: Runar Norheim, Jens Olsen, Alexander Lind
AGF: Kristian Arnstad, Magnus Knudsen

AGF i Farum: 
Mads Hedenstad, Eric Kahl (40’ Jacob Andersen), Daniel Gretarsson, Colin Rösler, Rasmus Carstensen (60’ Luka Callø), Frederik Emmery (77’ Mikael Anderson), Magnus Knudsen, Kristian Arnstad, Sebastian Jørgensen, Callum McCowatt (77’ James Bogere), Janni Serra (60’ Tobias Bech)