AGF KVINDEFODBOLD: STOR HJEMMEKAMP LØRDAG 

11.09.2026 11:17

AGF's kvinder tager i mod FC Københavns kvinder i Ceres Park Vejlby

I morgen - lørdag den 12. september spilles der en historisk kamp i Ceres Park Vejlby. Her møder AGF Kvindefodbold nemlig FC Københavns kvindehold.

Og det er første gang, at de to kvindehold fra landets to største byer mødes i den bedste danske kvinderække efter københavnerne rykkede op i A-Liga til denne sæson.

Trods de to store klubbers status kan vi dog ikke påberåbe os, at det er en topkamp. Det er nemlig to hold, der bøvler lidt med resultaterne i denne sæson, der mødes lørdag kl. 13 i Vejlby. 



Hjemmeholdet leder således stadig efter deres første sejr i sæsonen og ligger dermed i bunden i grundspillet i A-Liga, hvor gæsterne også befinder sig. De har dog seks point mod AGF’s nul. 



Så der er lagt op til en spændende dyst med stor intensitet om vigtige point i bunden af rækken mellem AGF og FCK. 

Hvis man vil til Vejlby og støtte holdet er der kampstart kl. 13. Find billet via linket herunder. Man kan også følge kampen direkte på TV2 Play fra kl. 12.55.