TUNG AFSLUTNING PÅ STOR ARBEJDSINDSATS I BELGIEN

15.10.2026 16:40

Vi var torsdag tæt på at hente det første point i UEFA Conference League, men måtte se os slået 1-0 af KAA Gent, der scorede til allersidst.

Torsdag aften tog vi hul på liga-spillet i UEFA Conference League. KAA Gent var første modstander på deres bane i Belgien; Planet Group Arena, hvor mere end tusind AGF’ere havde taget turen syd på for at bakke holdet op. 



Og de mange medrejsende århusianere - som lydmæssigt dominerende i Belgien - kunne se en afventende start fra begge mandskaber.

Mikael Anderson var ved at bryde igennem efter syv minutter og Arnstad fik også flere gange skabt en masse liv og uro foran belgiernes felt. Men ellers foregik meget af spillet på banens centrale del i det første kvarter. 



KAA Gent er kendt for at spille mange indlæg ind i modstandernes felt og det var på da også på den vis, at belgierne truede mest i første halvleg. Et par af dem måtte vi give hjørnespark på, men vi holdte fint stand. 



Desværre blev vi ramt af uheld midtvejs i første halvleg, da Mikael Anderson måtte lade sig skifte ud med en skade, der lignede et slag og Frederik Emmery kom ind i stedet.

Kort efter kom kampens indtil nu største chance, da en belgier kom fri foran mål, men med en stærk redning fra Mads Hedenstad og heroisk forsvarsspil fik vi ryddet op. 



Og lige efter kom så den største chance til os, da Grétarsson hoppede højest på et hjørnespark, men måtte se sit hovedstød blive reddet på stregen. 


Frem mod var pausen var det hjemmeholdet som var mest farlige og vi havde nogen ubehagelige boldtab undervejs som belgierne var tæt på at udnytte. Og ved et hjørnespark fik de headet mod mål, men heldigvis for os lige forbi. 

Det samme skete ved et indlæg kort efter. 

Og det blev i det hele taget lidt hektisk i halvlegens sidste minutter. Men vi stod godt i mod og dermed stod der 0-0 på tavlen ved pausen. 

2. halvleg
Hvis vi startede de sidste 45 minutter under samme pres som de sidste fem minutter af første halvleg, så ville vi få problemer. Men vi kom godt ud fra pause-snakken og tog fat i spillet.

Frederik Emmery tog et stærkt træk efter få minutter og fandt James Bogere på kanten af feltet. Men han måtte se sin afslutning blive blokeret i en ellers god mulighed. Kort efter forsøgte Tchamche sig udefra, men over mål. Så vi fik sat nogen positive offensive aktioner ind i 2. halvlegs begyndelse og fik skabt muligheder frem mod timen.

Efterhånden kom hjemmeholdet dog igen også frem ad banen og Mads Hedenstad i AGF-målet måtte hive en ny redning op på en farlig dybdebold - og nu levede kampen med chancer til begge mandskaber og nu kunne man også høre hjemmepublikummet efterhånden som deres mandskab i perioder fik presset AGF’erne tilbage.

Og der stod Gent over meget som vi gik ind i de sidste 20 minutter. AGF-mandskabet havde arbejdet hårdt gennem hele kampen og det krævede de sidste ressourcer og stort fokus at holde belgierne fra de store chancer, som de søgte og søgte.

Og efter 72 minutter var det meget tæt på, da et hovedstød fra et farligt indlæg blev headet på stolpen af vores mål. 

I den anden ende forsøgte vi at komme forbi over kanterne. Blandt andre fra Frederik Emmery som et par gange var tæt på at kunne skabe nogen muligheder for holdkammeraterne inde i feltet.

Men det var Gent som pressede mest på for sejren i kampens slutfase og Frederik Tingager og Jens Jønsson kom på banen for at bidrage til arbejdet og det første Conference League point, der nu var inde for rækkevidde. 

Animeret af et hjemmepublikum som ville ha’ sit hold frem, forsøgte Gent at skrue op for presset til sidst i kampen. De sendte flere af de indlæg, som de er så gode til, indover og forsøgte især at komme forbi i deres venstre side. 

Men når det lykkes hjemmeholdet at få sendt en bold ind over, var enten vores målmand vågen eller også fik vi headet faren væk. Og der blev virkelig arbejdet igennem for det første Conference League point, der efterhånden kunne ses på en svær udebane. 

Men kort før de 90 minutter lykkes belgierne med et af deres indlæg som blev headet ind bag en chanceløs Mads Hedenstad og vi kunne se et ellers hårdt tilkæmpet point forsvinde i den belgiske aftenhimmel efter en ellers stærk indsats kampen igennem. 

For vi lykkes ikke med at komme tilbage og måtte derfor se belgierne vinde 1-0. 

Næste europæiske kamp i Conference League er om en uge - torsdag den 22. oktober, hvor vi tager imod KF Egnatia på Randers Stadion. Her er der stadig billetter at få - de findes lige her.

KAA Gent vs. AGF / Conference League, runde 1 / Planet Group Arena / 15.10 2026
1-0 (0-0) 
87’ 1-0: Hyllarion Goore

Advarsler 
Gent: Delorge, De Vliger 
AGF: James Bogere, Marcus Solbakken

AGF i Gent: 
Mads Hedenstad, Colin Rösler, Daniel Grétarsson (45’ Tobias Mølgaard), Eric Kahl (76’ Frederik Tingager), Mikael Anderson (20’ Frederik Emmery), Jacob Andersen, Markus Solbakken (76’ Jens Jønsson) Kristian Arnstad (61’ Magnus Knudsen), James Bogere, Callum McCowatt, Stefen Tchamche.