
DEN ANDEN ENDE AF STADION ALLE FYLDER 100 ÅR
09.03.2026 10:51
Skt. Lukas Kirken er med Aarhus Walk kommet tæt på AGF. I denne uge fylder kirken 100 år. Kom på tårnbesøg med en AGF-vinkel i jubilæumsugen.
Lige nu spiller vi som bekendt på et midlertidigt hjem i Vejlby. Men normalt holder vi jo til for enden ad Stadion Allé, hvor vi næste år flytter hjem igen.
I den anden ende fra Ceres Park ligger Skt. Lukas Kirken, som vi siden 2018 er kommet ekstra tæt på ved vores årlige Aarhus Walk, hvor kirken jo er vært for en AGF-andagt og nabo til vores store sæsonåbningsfest på Ingerslevs Boulevard.
I denne uge fejrer Skt. Lukas Kirken sit 100 års jubilæum efter kirken blev indviet i 1926 - seks år efter Aarhus Stadion. Siden har der været en meget symbolsk tilknytning fra kirketårnet til vores hjemmebane, hvor aksen flugter fra midterlinjen og så ned ad Stadion Allé.
For at markere vores gode naboskab og jubilæet besøgte tre AGF-spillere forleden kirketårnet for at nyde udsigten over byen og mod Kongelunden.
Og netop kirketårnet og udsigten er i centrum i morgen tirsdag, når Skt. Lukas Kirken inviterer til Åben Tårn med en AGF-vinkel. Her vil Søren Højlund Carlsen fra AGF for en eftermiddag være tårnguide og fortælle om stadionaksen og opdatere de besøgende på byggeriet af vores kommende hjemmebane, mens man nyder udsigten.
Besøgende vil få mulighed for - på skift i mindre grupper - at opleve kirkens udsigt fra tårnet og høre om den historiske og arkitektoniske sammenhæng mellem kirken og Ceres Park
Det Åbne Tårn med en fodboldvinkel foregår tirsdag den 10. marts mellem kl. 15 og 17.
Arrangementet tirsdag er en del af flere arrangementer i kirken i denne uge, som man kan læse mere om her. Jubilæumsugen kulminerer med en stor jubilæumsgudstjeneste på søndag, hvor AGF også vil deltage.
Et stort tillykke med de 100 år til Skt. Lukas Kirken fra alle os i AGF.








