AGF FORLÆNGER MED SIGNE HOLT ANDERSEN

09.03.2026 08:29

Angriber forlænger med AGF Kvindefodbold frem til sommeren 2028.



Siden Signe Holt Andersen i vinteren 2023 vendte hjem til Aarhus og AGF Kvindefodbold, har hun været en central del af holdet som en af de lokale profiler, der nu står foran endnu et medaljeslutspil i A-Liga. 



Nu har AGF og angriberen Signe Holt Andersen forlænget samarbejdet, så Andersen nu er AGF’er frem til sommer 2028. 



- Det er en stor fornøjelse, at vi nu kan forlænge med Signe. Siden hun kom til AGF i 2023 har hun været en central del af holdet og har bidraget med sin store erfaring både på og udenfor banen, hvor hun er et arbejdsomt forbillede for vores yngre spillere og hele tiden går forrest i forhold til vores kultur og ambitioner, siger chef for AGF Kvindefodbold, Daniel Lauridsen.



- På banen er Signe er en boldsikker og målfarlig spiller, som er god til at finde rum, men også til at drive bolden frem, og hun er også altid garant for en stærk arbejdsindsats. Så vi glæder os over forlængelsen og ser nu frem til at flere gode oplevelser sammen, tilføjer Daniel Lauridsen. 



Signe Holt Andersen kom til AGF fra norske Lillestrøm ved juletid i 2023.

Før Lillestrøm har hun tørnet ud fra Växjö DFF i Sverige og for Lazio i Italien. 

Inden turen gik til udlandet, spillede hun i Aarhus for IK Skovbakken, der senere blev til VSK Aarhus, som senere igen blev til AGF Kvindefodbold, hvor Signe Holt Andersen altså nu har forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2028. 



AGF Kvindefodbold starter foråret i A-Liga med en udekamp i Kolding den 17. marts.