BEIJMO FORLADER AGF 

20.05.2026 09:00

Efter kontraktudløb skal vi sige farvel til Felix Beijmo

Lige nu er 3F Superliga-truppen på en velfortjent sommerpause. Men når arbejdet genoptages igen om tre ugers tid, bliver det uden Felix Beijmo i truppen. Den 28-årige svenske back har således valgt at forlade AGF, når hans kontrakt udløber her til sommer. 



- Jeg har besluttet at forlade AGF for på dette tidspunkt i min karriere at søge en ny udfordring et andet sted. De tre og et halvt år i AGF har været de bedste i min karriere indtil videre og jeg er meget taknemmelig over for klubben, trænerne og mine holdkammerater for muligheden for at repræsentere AGF.

- Og især for denne fantastiske sidste sæson, der sluttede på den bedst mulige måde, hvor vi tog trofæet, siger Felix Beijmo, der kom til AGF i januar 2023 på en lejeaftale fra Malmø FF. 



Den blev i sommeren 2023 konverteret til en permanent treårig kontrakt, der altså udløber nu og som Felix Beijmo har valgt ikke at forlænge. 

- Det har været en ære at bære AGF-trøjen. Jeg har forsøgt at gå foran med et godt eksempel hver eneste dag til træning og give alt på banen i kampene.



- Den kærlighed og støtte, vi har modtaget fra fansene i denne sæson - især i den sidste uge, har været helt utrolig. Jeg kan ikke takke fansene, mine holdkammerater, klubben og byen nok - AGF og Aarhus vil altid have en særlig plads i mit hjerte, tilføjer Beijmo.

Felix Beijmo har ikke delt konkretet planer om, hvor han nu fortsætter karrieren.

- Vi havde gerne set, at Felix var fortsat og har naturligvis også ageret i forhold til det. Men Felix har ønsket at søge nye udfordringer, og vi sender ham nu afsted med ønsket om alt det bedste og med tak for en god tid i AGF, hvor Felix har været en foregangsmand i truppen og altid garant for stor professionalisme og en stærk vindermentalitet på banen, siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen. 



Felix Beijmo nåede i sin tid i AGF 120 kampe og 10 mål, og foruden den aktuelle DM-titel var han også med til at vinde bronzemedaljer, repræsentere klubben i Europa og spille AGF i pokalfinalen i 2024.