AGF KVINDEFODBOLD TILKNYTTER LOKAL TRÆNERPROFIL

07.05.2026 17:00

Anders Fedder Kristensen bliver ny First Team Coach & Head of Coaching i AGF Kvindefodbold. 



AGF Kvindefodbold skifter ud på en central post i talentarbejdet, når Anders Fedder Kristensen bliver ny First Team Coach & Head of Coaching i AGF Kvindefodbold. 



Head of Coaching er en position, der arbejder med spillerudvikling, trænerstrategi, udvikling og akademistruktur i AGF Kvindefodbold.

Her tiltræder Anders Fedder Kristensen på posten 1. juli, hvor han afløser Mari Savolainen, der stopper i AGF. Derudover bliver Anders Fedder Kristensen også en del af trænerstaben om A-Ligaholdet med den fulde titel; First Team Coach & Head of Coaching. 



- Vi glæder os til at tage i mod Anders, der har den rette profil og en stærk indsigt i både senior og talentfodbold for begge køn. Samtidig siger vi farvel til Mari Savolainen efter vi sammen er vi kommet til den konklusion, at der skal nye kræfter på posten.

- Vi har været glade for samarbejdet med Mari og ønsker hende held og lykke på den videre færd og ser nu frem til at følge Anders i hans nye rolle i AGF Kvindefodbold, fortæller chef for AGF Kvindefodbold, Daniel Lauridsen. 



Anders Fedder Kristensen - der har UEFA’s A-Licens som træner og erfaring fra både senior- og ungdomsfodbold på højt niveau - kommer til AGF fra en stilling som cheftræner for ASA’s bedste hold, der lige nu ligger til oprykning til A-Liga som nummer to i ligaens kvalifikationsspil.

Tidligere har han været cheftræner for U19 drenge i Skanderborg og arbejdet med pigefodbold i Silkeborg IF. Nu gælder det altså AGF. 



- ‎AGF har fremlagt en spændende strategi, der satser stort på talentudviklingen i pigefodbold - det kalder på en tydelig retning med et bæredygtigt sigte, som jeg skal være med til at folde ud. 



- Jeg ser frem til at bidrage til den udvikling i en todelt rolle som Head of Coaching og First Team Coach på A-Liga. Det er en kombination, der har til formål at skabe en rød tråd og lette transitionen fra akademi til senior. Og jeg glæder mig til at bringe mine erfaringer i spil i AGF, hvor mit største fokus bliver at sikre et motiverende miljø, der kan inspirere til læring og udvikling - både for den enkelte spiller, på holdniveau og som klub, siger Anders Fedder Kristensen, der gør forårssæsonen færdig i ASA før han tiltræder i AGF den 1. juli.