AGF KVINDEFODBOLD TAGER I MOD FC NORDSJÆLLAND 

22.05.2026 06:13

AGF's kvinder møder FCN på Ceres Park Vejlby søndag kl. 12.

Mens herrerne er gået på en fortjent guld-ferie, så er landets bedste kvinderække stadig i fuld gang. Og i denne weekend er der fuld runde i mesterskabsspillet i A-Ligaen, der går ind i sin sidste fase.

Her tager AGF Kvindefodbold mod FC Nordsjælland hjemme på Ceres Park Vejlby søndag den 24. maj kl. 12. Og hjemmeholdet kan se tilbage på en god oplevelse i seneste besøg fra nordsjællænderne i Vejlby, hvor det blev til en 3-1 sejr til AGF, mens den første kamp mod FCN i slutspillet blev tabt 3-1 i Farum. 

I dette forår har der været lidt langt mellem de gode oplevelser i mesterskabsspillet, hvor AGF’erne nu ikke længere kan nå top tre. Men der er stadig meget at spille om i Vejlby søndag middag. 

- Vores nuværende tilgang er den rigtige, men vi skal være mere kyniske og effektive, når vi får mulighederne. Vi arbejder hele tiden på at finde vejen til mål og alle arbejder benhårdt for at få resultaterne - vi er det hold i rækken med næstmest boldbesiddelse og pasninger, og vores spillestil træder tydeligt frem. Men vi skal være bedre til at finde målet, og det arbejde fortsætter på søndag, lyder det fra cheftræner Søren Kiilerich op til søndagens kamp.

Der er kampstart på Ceres Park Vejlby søndag den 24. maj kl. 12. Brug linket herunder for billetter. Husk at alle sæsonkort/billetabonnenter i AGF også har adgang til AGF Kvindefodbolds hjemmekampe.