
VIAPLAY VISER AGF's VEJ MOD CHAMPIONS LEAGUE
18.06.2026 06:00
Rettighederne afklaret til første europæiske kamp
For første gang i historien skal vi senere på sommeren forsøge at kvalificere os til Champions League. Nu er det faldet på plads, at man kan følge med på Viaplay og TV3+.
Viaplay har således sikret sig rettighederne til AGF’s hjemmekamp i 2. kvalifikationsrunde af Champions League mod de polske mestre Lech Poznan.
- AGF og Champions League i samme sætning - det behøver nærmest ingen uddybning. Vi er glade for, at vi kan gi’ vores kunder første parket til et historisk opgør, hvor AGF kan tage det første skridt mod det forjættede land, siger Rune Knudsen, der er sportschef Viaplay Danmark.
AGF møder Lech Poznan på hjemmebane i første opgør. Kampen spilles på Cepheus Park i Randers den 21. eller 22. juli. Den nøjagtige kampdato falder snart på plads.
Skulle vi sende Lech Poznan ud af kvalifikationen, er Viaplay stadig med. Viaplay har nemlig også sikret sig rettighederne til AGF's hjemmekamp i en eventuel tredje kvalifikationsrunde, ligesom Viaplay viser alle kampe fra den afgørende playoff-runde samt Champions League-hovedturneringen.
AGF mod Lech Poznan kan ses på TV3+ og i Viaplay-pakkerne Dansk Fodbold, Champions League og Premium.




