
- VI BLEV MATCHET RIGTIG GODT I DAG
11.07.2026 17:11
Meget at tage med fra testkamp mod et fysisk stærkt belgisk hold i dag
På trods af et sent nederlag, da belgiske Union Saint-Gilloise scorede til slutstillingen 2-1 tre minutter før tid i lørdagens testkamp, var Tobias Bech efter kampen tilfreds med udbyttet fra testkampen mod et stærkt belgisk hold, der gav AGF’erne kamp til stregen i arbejdet frem mod sæsonpremieren.
- Det var et fysisk stærkt hold, der gik til den og spillede i et højt tempo, og det var godt for os at mærke. De havde et højt niveau og bragte intensitet ind i kampen. Det har vi brug for at opleve i de her testkampe og det var godt at se, at vi i perioder stod fint i mod og også fik skabt chancer - herunder et par stykker til mig selv.
- Det er et godt europæisk hold som også spiller med fysikken og vi blev matchet på et højt niveau i en god test, sagde Tobias Bech efter kampen, som blev spillet i 30 graders varme og heden trak veksler på begge hold.
- De var nok en tand bedre end os i dag og de sad tæt på os - også på mig oppe foran og vi havde i perioder lidt problemer med at holde fast på bolden. Men der var stadig fine ting at tage med fra kampen og alt sidder jo ikke i skabet for os endnu i vores tredje træningskamp.
- Det er en god gruppe spillere, der spiller oppe foran og det fik vi måske ikke at se så meget i dag. Men der er virkelig gode perspektiver i det og det skal nok blive godt, tilføjede Tobias Bech.
Næste kamp for Bech og co. er på onsdag den 15. juli, når vi tester mod AC Horsens. Se med kl. 14 på AGF Play+




