
SEJR I HED SIDSTE TESTKAMP
Foto: Ole Nielsen — 15.07.2026 15:16
Det blev onsdag til en 2-0 sejr over AC Horsens i sommerens sidste træningskamp
Onsdag lagde Fredensvang græs til en træningskamp mellem AGF og AC Horsens.
Efter lørdagens internationale testkamp i Belgien var der indlagt endnu en træningskamp, så Superliga-trænerstaben kunne give flere minutter til hele truppen, så alle spillere vil få nogenlunde de samme antal kampminutter i opstarten.
Derfor var dagens startopstilling også lidt anderledes end vi har set i opstartens første tre kampe, hvor blandt andre Frederik Tingager, Magnus Knudsen, Eric Kahl, Kristian Arnstad og Tobias Bech fik en kamppause inden det for alvor går løs i næste uge.
Igen blev det en varm affære, som alle sommerens kampe har været - om de så har været spillet i Belgien eller i Aarhus. Men det klarede begge hold glimrende - dog uden det blev til de helt store chancer i første halvleg, hvor det først var til sidst, at der kom chancer.
Først til os, da Janni Serra headede på overliggeren efter et godt indlæg fra Jonas Jensen-Abbew og lidt senere til AC Horsens, da Herdonsson kom til et frit skud, men også reddet af Mads Hedenstad.

I anden halvleg begyndte begge hold at skifte lidt friske kræfter ind og vi fik flere unge spillere på banen. De gjorde det godt og der blev skabt chancer.
Da der var rundet 60 minutter kom Mikael Anderson fri i feltet og kun en blokering med hånden kunne forhindre en scoring. I stedet for et straffespark, som Anderson selv eksekverede sikkert til 1-0.
Så pressede Horsens på for en udligning og Mads Hedenstad i AGF-målet måtte flere gange hive redninger op for at holde gæsterne fra at score. Blandt andet, da han fik en arm i vejret på et hovedstød fra Horsens-angriber Adrian Justinussen.
Og faktisk var det efter endnu en redning af Mads Hedenstad, at AGF igen fik scoret. For angrebet efter sparkede Zander Grantzau bolden til bagerste stolpe, hvor Stefen Tchamche hoppede højest og fik headet bolden i mål i en stærk aktion.
Mod kampens slutning var AC Horsens lige ved at reducere, men en friløber ramte stolpen og vi slap med skrækken og kunne notere os et clean sheet og en 2-0 sejr i dagens test.
Næste kamp er sæsonpremieren, når vi på tirsdag den 21. juli spiller mod Lech Poznań i den første af to kvalifikationskampe til Champions League.
AGF vs. AC Horsens / Testkamp / Fredensvang / 15. juli 2026
2-0 (0-0)
60’ 1-0: Mikael Anderson (str.)
83’ 2-0: Stefen Tchamche
AGF på Fredensvang:
Mads Hedenstad, Jonas Jensen-Abbew, (46’ Jacob Andersen), Christian Storch (84’ William Laugsen), Mouhammade Camara, Gift Links, Jens Jønsson (84’ Youssouph Badji), Kevin Yakob (64’ Oskar Haugstrup), Zander Grantzau, Mikael Anderson (64’ Stefen Tchamche), James Bogere, Janni Serra (46’ Tomas Kristjansson)




