MINDEORD OM JØRGEN MORTENSEN

Foto: Ole Nielsen — 12.01.2026 07:29

Tidligere årets spiller i AGF, Jørgen Mortensen er død.

Flaget er på halv på Fredensvang i dag efter vi har fået meddelelse om, at den tidligere AGF-spiller, Jørgen Mortensen døde kort før nytår - 71 år.

Jørgen Mortensen kom oprindeligt fra Ikast, men kom til AGF i midten af 70’erne, hvor han fik debut i 1975 mod en kamp mod Middelfart.

Han gjorde det så godt i AGF, at han blev Årets Spiller i AGF - både i 1976 og i 1977.

Hans evner på midtbanen fik øjnene op for andre klubber og han blev headhuntet af Herning Fremad, som var blandt de første klubber i landet til at indføre betalt fodbold.



Efter tiden i Herning spillede Jørgen Mortensen i Ikast fS, men vendte i 1985 tilbage til AGF, hvor han scorede mod sin tidligere klub i et opgør på Ikast Stadion, der blev vundet 3-1.

I alt opnåede Jørgen Mortensen 113 kampe for AGF og scorede 18 mål fordelt over perioden 1975 til 1977 og i 1985.

Efter sin sidste tid i AGF i 1985 sluttede Jørgen Mortensen med et år i HI i Hjørring han sluttede karrieren i 1986.

Efter spillerkarrieren var Mortensen træner i flere klubber - blandt andet som assistenttræner for Silkeborgs IF's Superligahold under Sepp Piontek.

Æret være Jørgen Mortensens minde. 

Læs mere om Jørgen Mortensen på AGFLegenderne.dk >>>