STOR-SEJR MED FLOTTE MÅL I VEJLBY

22.02.2026 19:56

På en suveræn anden halvleg vandt vi i dag 5-2 hjemme over Viborg FF

Oven på en våd tøvejrsdag over Aarhus var der søndag aften Superliga på programmet i Vejlby, hvor regnen silede ned ved kampstart. 



Heldigvis havde mange AGF-fans igen trodset vinteren og de kunne se deres hold komme godt fra land på en våd og hurtig bane, hvor Frederik Emmery - der i dag startede inde - kom til et par farlige indlæg. Og efter allerede seks minutter blev Tobias Bech nedlagt i feltet efter netop sådan et indlæg, men intet straffespark til os.

Det var AGF’erne, der startede bedst, og skabte uro på Viborgs banehalvdel og foran gæsternes felt i sådan en grad, at vi efter 15 minutter havde en boldbesiddelse på 73 % mod VFF’s 27 %. Og dominansen gav også så store chancer, at Viborg i en hektisk periode måtte blokere flere afslutninger på målstregen. 

Men efterhånden kom Viborg også til lidt muligheder og hen mod den halve time fik de sendt et farligt langskud afsted. 


Med de mange afværinger Viborg havde i første halvleg skulle der måske noget ekstraordinært til for at få et AGF-mål og det viste Kevin Yakob, da han efter en halv time flot sparkede bolden helt op i hjørnet til en føring på 1-0 med en rigtig flot aktion og måske sæsonens flotteste AGF-mål indtil nu.  


Føringen fik gæsterne mere frem og kampen blev nu mere lige frem mod pausen, hvor Viborg FF nu også meldte sig ind i det chanceskabende spil.

Men vores defensiv stod stærkt og Jesper Hansen - som før kampen havde fået overrakt Det Gyldne Bur som årets målmand 2025 - meldte sig ind med et par stærke redninger. Så stillingen var 1-0, da holdene gik ned for at skifte til tørre trøjer. 

2. halvleg 
Anden halvleg startede som den første sluttede. Som en lige kamp, hvor gæsterne nu også kom til chancer og Jesper Hansen måtte kort inden i de sidste 45 minutter hive endnu en redning op. Og i det hele taget kom Viborg ud til anden halvleg på jagt efter en udligning og fik lagt mere pres på os end i de første 45 minutter. 

Efter 55 minutter spillede Viborg FF sig hurtigt igennem og på en omstilling kunne de bringe balance på måltavlen efter gæsterne var kommet godt ud fra pausen. 

Men den udvikling ville målscorer Kevin Yakob ikke finde sig i og kort efter kom til han til en afslutning i Viborgs felt efter godt forarbejde af Patrick Mortensen og så var vi igen foran. Og minsandten om ikke Kristian Arnstad også ville være med, da han modtag bolden på kanten af Viborgs felt og kunne bringe os på 3-1. 

Kort efter kom Frederik Emmery igennem i Viborgs felt, hvor han blev ulovligt nedlagt og trods et lidt længere tjek i VAR-rummet var der straffespark til AGF. Som i sidste uge tog Kristian Arnstad sig af det og scorede flot oppe i krogen til 4-1.

Så kogte Vejlby over i begejstring og bar holdet frem. Det løftede Gift Links, der trak ind fra venstre kanten og med sit højre ben skar han bolden op i net-taget til 5-1. 

Det kom gæsterne sig aldrig fra og selv om Viborg FF til sidst fik reduceret til 5-2 kunne vi køre en flot sejr i hus og forsvarer førstepladsen i 3F Superligaen.

Næste kamp er sidste runde i grundspillet på udebane i Vejle. Her er der godt gang i salget til udebaneafsnittet. Find din billet lige her, hvis du tager med til Vejle. 

AGF vs. Viborg FF / 3F Superliga runde 21 / Ceres Park Vejlby / 22.2 2026
5-2 (0-1)
31’ 0-1: Kevin Yakob  
55’ 1-1: Dorian Junior 
57’ 2-1: Kevin Yakob 
59’ 3-1: Kristian Arnstad 
65’ 4-1: Kristian Arnstad (str.) 
68’ 5-1: Gift Links 
95’ 5-2: Osmann Addo 

Advarsler 
AGF: Kevin Yakob, Henrik Dalsgaard 
VFF: Sami Jalal, Dorian Junior

POWER Man of the match: Kevin Yakob 

Tilskuere: 6.558

AGF i Vejlby: 
Jesper Hansen, Felix Beijmo, Henrik Dalsgaard (75’ Frederik Tingager), Eric Kahl, Kevin Yakob, Magnus Knudsen, Frederik Emmery (66’ Rasmus Carstensen), Gift Links, Kristian Arnstad, Tobias Bech (86’ Tomás Kristánsson), Patrick Mortensen (66’ Patrick Mortensen)