NEDERLAG I DRAMATISK LOKALOPGØR

30.08.2026 16:03

Søndagens lokalopgør endte med et 2-1 nederlag til Randers FC.

Søndag eftermiddag var vi tilbage i Randers. Denne gang som udehold i 3F Superliga, hvor det gjaldt sjette runde mod Randers FC.

Det var gæsterne fra Aarhus, der kom bedst ud og fik etableret sig mest på bolden i kampens indledning.

En afslutning fra Frederik Emmery gik over mål og et hovedstød fra tilbagevendte Colin Rösler gik forbi mål. Og vi kom til afslutninger fra kampens start. 

Sebastian Jørgensen var også tæt på, da han fik en fin bold i dybden fra Eric Kahl, men han nåede lige nøjagtigt ikke at få kontrol over bolden til en afslutning.

Vi fik tvunget værterne til at reagere i stedet for at agere og var i kontrol og i stor boldbesiddelse i de første tyve minutter - men ikke skarpe nok foran mål. 

Fodbold er også de små øjeblikke og tilfældigheder, og på Randers’ første skarpe indlæg blev det farligt, da bolden endte i nettet bag Mads Hedenstad på en scoring helt ud af det blå - eller lyseblå i det her tilfælde, for nu var Randers FC foran. 

Og for at gøre ondt værre fik vi ikke afværget en lang bold kort efter og så var Randers foran med to, da Mike Themsen var skarp tæt under mål og scorede til 2-0 - og så var kampen som forvandlet efter vi ellers i kampens indledning have styret begivenhederne.

Men det er, hvad der står på måltavlen, der tæller og her var det altså Randers FC, som nu var foran og det var de også, da pausen kom.

Selv om Sebastian Jørgensen og Rasmus Carstensen kom til et par muligheder, men uden det endte i en reducering. Ej heller, da netop Jørgensen skød skarpt på mål to minutter inden pausen, men måtte se sit forsøg reddet. 

2. halvleg 
Vi kom ud fra pausen i jagt på de mål, der kunne få os tilbage i opgøret. Frederik Emmery forsøgte sig hurtigt, men måtte se sit forsøg blive reddet.

Randers kom nu med selvtillid og fik også presset os lidt tilbage i anden halvlegs indledning. Men ellers var det udeholdet som var på jagt og det efterlod også lidt rum til værterne. Derfor blev vi nogle gange fanget i omstillinger fra Randers, der havde det resultat de skulle bruge og nu kunne spille lidt mere afventende. 

Den tidligere AGF’er Kasper Junker er vendt tilbage til dansk fodbold og spillede i dag i front for Randers FC. Efter en time var han tæt på at bringe sit hold foran 3-0, men Mads Hedenstad i AGF-målet kom hurtig ned.

Med 30 minutter igen stod der stadig 2-0 til Randers FC og vi satte Tobias Bech og Jakob Andersen på banen i jagten på et comeback. 



En vej til det kom kort efter fra en flot dyb bold til Sebastian Jørgensen, der fandt Janni Serra tæt under Randers’ mål og vores tyske angriber kunne score til 2-1 foran et udsolgt udebaneafsnit som nu fik forstærket håbet om et århusiansk comeback. 



Hjemmeholdet lod sig dog ikke ryste og pressede fortsat på for et mål mere, der kunne lukke kampen til deres fordel og det var nu en langt mere lige kamp i anden halvleg end i den første. 

Med 15 minutter igen fik vi lidt bedre muligheder for at komme tilbage, da Randers FC's Axel Henriksson blev udvist for en voldsom tackling på Kristian Arnstad - og vi var nu en mand mere til at lægge et pres mod Randers, som gik tilbage til en 4-4-1 opstilling.

Det blev svært at dirke den lyseblå mur op, der nu var opstillet foran Randers' mål i kampens slutfase. Jørgensen forsøgte sig med et langskud, som blev reddet. Knudsen trykkede også af, men måtte se sit forsøg blokeret til hjørnespark, som vi ikke fik noget ud af. 

I overtiden streg dramatikken, det fysiske spil og antallet af frispark, og vi øgede presset mod hjemmeholdets mål i jagten på udligningen. Men til sidst måtte vi sande, at vi ikke nåede at score mere og kampen endte derfor 2-1 til Randers FC. 

Næste kamp er allerede på onsdag, når vi i Vejlby møder FC Midtjylland kl. 20. Der er stadig få billetter tilbage, som kan findes lige her >>>

Randers FC vs. AGF / 3F Superliga, runde 6 / Cepheus Park / 30.8 20026
1-2 (0-2) 
22’ 1-0: Elies Mahmoud 
28’ 2-0: Mike Themsen 

64’ 2-1: Janni Serra

Advarsler 

RFC:
 Sabil Hansen, Mike Themsen, Mohamed Sabih 
AGF: Kristian Arnstad, Stefen Tchamche

Udvist: Axel Henriksson, RFC

AGF i Randers: 
Mads Hedenstad, Colin Rösler (83' Stefen Tchamche), Luka Callø, Erik Kahl (91' Mouhammade Camara), Magnus Knudsen, Markus Solbakken (45’ Janni Serra), Rasmus Carstensen, (60’ Jacob Andersen), Frederik Emmery, Kristian Arnstad, Sebastian Jørgensen, James Bogere (60’ Tobias Bech)