FARVEL TIL JONAS JENSEN-ABBEW

26.08.2026 16:00

Forsvarsspiller, Jonas Jensen-Abbew skifter til hollandsk fodbold

Det bliver farvel til AGF og Aarhus for Jonas Jensen-Abbew og goddag til Holland og ADO Den Haag i den bedste hollandske række, Æresdivisionen, hvortil han skifter fra AGF på en transfer med øjeblikkelig virkning. 



Jonas Jensen-Abbew kom til AGF i vinteren 2024 og nåede i alt 44 officielle kampe for os i 3F Superliga, pokalturneringen og europæiske kampe. 



AGF’s fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, sender nu ”AJ” videre i karrieren med en stor tak for indsatsen i AGF.



- Vi har set flere eksempler på AJ’s kvaliteter og potentiale - også i mesterskabssæsonen, hvor han spillede en rolle for os. Men med udsigten til hård kamp om fast spilletid, er det nu en rigtig god mulighed for AJ til at udfolde hele sit potentiale i Holland i en stærk liga. Vi sender AJ afsted med en stor tak for, hvad han har givet til AGF både på banen og i omklædningsrummet, siger Carsten V. Jensen.



Jonas Jensen-Abbew glæder sig nu til udfordringen i Holland med muligheden for at sætte nyt tryk på karrieren, og han forlader AGF med de bedste følelser for klubben.



- Når jeg tænker tilbage på min tid i AGF, er det kun med smil og glæde. Det har været en fantastisk tid i en fantastisk klub. Jeg er meget glad for at have oplevet mesterskabssæsonen og for at kunne fejre et mesterskab med klubben og med byen. 

- I Holland får jeg nu en mulighed for at udvikle mit potentiale yderligere, og det glæder jeg mig utrolig meget til, siger Jonas Jensen-Abbew.