
VELKOMMEN TIL MARKUS SOLBAKKEN
01.09.2025 20:50
AGF henter norsk midtbanespiller
Vi skal sige velkommen til en ny mand i hvidt, når vi henter den norske midtbanespiller, Markus Solbakken fra den tjekkiske klub, Sparta Prag.
Senest har Solbakken været udlejet til italienske Pisa og nu fortsætter karrieren altså i Danmark og i Aarhus.
- Vi er glade for, at det er lykkes at hente Markus til AGF. Det er en kapacitet, vi får til klubben. Han har mange seniorkampe under bæltet fra norsk, tjekkisk og italiensk fodbold, og er en energisk og boldsikker midtbanespiller, der både har blik for det defensive arbejde og for det opbyggende spil.
- Han vil supplere vores allerede stærke trup og er ”plug and play” i forhold til, hvordan vi gerne vil spille. Så vi glæder os til at ham folde sig ud i den hvide trøje, fortæller fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen.

Markus Solbakken, hvis efternavn nok klinger bekendt i dansk fodbold, er søn af den norske landstræner og tidligere træner i FC København, Ståle Solbakken.
Markus brød igennem i den norske klub, Hamkam som ganske ung og fik debut på det norske U21-landshold allerede som 18-årig. Han er i alt noteret for 34 ungdomslandskampe og en enkelt A-landskamp for Norge.
Inden han skiftede til Sparta Prag i vinteren 2024, spillede Solbakken for først Stabæk og senere for Viking i den norske Eliteserie, og trods sine blot 25-årig er den nye AGF’er allerede noteret for 250 seniorkampe - herunder 10 europæiske kampe i enten Europa League eller Champions League.
Solbakken, der har tegnet en tre-årig aftale med AGF, tiltræder med det samme.
Velkommen til Markus Solbakken til AGF og Aarhus!
